Dansk syrienkriger er kommet til Danmark og er anholdt

Tyrkiet har sendt den danske statsborger og terrordømte Ahmad el-Haj tilbage til Danmark. Han har været i Tyrkiet siden 2017.

I 2013 rejste den danske statsborger Ahmad el-Haj til Syrien med den islamistiske gruppe ’Kaldet til Islam’. Samme år var han med i propaganda-video.

Her skød han sammen med tre andre syrienkrigere på billeder af blandt andet den danske politiker Naser Khader og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Ifølge Ahmad el-Haj blev han såret i et angreb og tog til Tyrkiet i 2017. Han har siden ventet på at blive udleveret til Danmark, og det skete tirsdag.

Ahmad el-Haj blev anholdt i lufthavnen

Ahmad el-Haj landede i Københavns Lufthavn og blev anholdt. Han er sigtet for to ting i den såkaldte terrorparagraf.

Han er også sigtet for at overtræde paragraf 136, der handler om at tilskynde til forbrydelse.

Ifølge Københavns Politi har Ahmad el-Haj tidligere fået en dom på fire års fængsel i Tyrkiet for at være en del af terrorgruppen Islamisk Stat.

Tyrkiet sagde, at de ville udlevere dansker

Ahmad el-Hajs udlevering til Danmark kommer, efter at Tyrkiet tirsdag sagde, at de ville sende et dansk medlem af Islamisk Stat til Danmark.

Recep Tayyip Erdogan er Tyrkiets præsident. Han siger, at der er 1149 tilhængere af terrorbevægelsen Islamisk Stat i de tyrkiske fængsler, og nu bliver nogle af dem sendt hjem.

737 af dem er udenlandske statsborgere. Ifølge Tyrkiets indenrigsminister er antallet af udenlandske syrienkrigere endnu højere - nemlig omkring 1200.

I videoen ovenfor skyder Ahmad el-Haj og tre andre danske syrienkrigere på billeder af blandt andre Naser Khader og Anders Fogh Rasmussen. Ahmad el-Haj er nummer to fra venstre.