I flere måneder har der været uro i Hongkong, hvor der bor cirka 7,4 millioner mennesker. Selvom Hongkong er en del af Kina, har området selvstyre og eget retssystem.
Der har været kampe mellem politi og demonstranter, og derfor opfordrer Danmarks Tekniske Universitet (DTU) nu sine 36 studerende i Hongkong til at rejse hjem.
Urolighederne foregår ikke kun i centrum, men er nu også brudt ud ved universiteternes campusser.
Rektor: Nogle har været nødt til at flytte fra kollegie-boliger
Anders Overgaard Bjarklev er rektor ved DTU. Han siger, at DTU anbefaler, at de studerende rejser hjem, men at de ikke bliver tvunget til at gøre det.
Han siger, at nogle studerende har været nødt til at flytte fra deres kollegie-boliger, fordi der blevet sat ild til dem, og at der bliver lavet kasteskyts uden for de studerendes boliger.
Anders Overgaard Bjarklev siger også, at DTU vil løse de undervisningsmæssige udfordringer i forbindelse med at rejse hjem til Danmark.
Studerende blev ramt af tåregas
Anna Bülow Fuglsang studerer statskundskab på The Chinese University of Hongkong. De sidste dage har der været voldsomme uroligheder ved hendes universitetet.
Tirsdag hørte hun pludselig noget, der lød som skud uden for hendes vindue.
- Vi gik hen til vinduet og så politiet skyde med tåregas 30-40 gange i løbet af ti minutter. Der var så meget tåregas, at vi blev ramt af den, selvom vinduerne var lukkede, siger hun.
Rettelse: I den oprindelige udgave af artiklen, havde der sneget sig en fejl ind om, at Hong Kong er hovedstaden i Kina. Vi beklager fejlen, som nu er rettet.

