Det skal du opleve, spille og se i vinterferien

DR's eksperter inden for kultur, spil og film giver en række tips til, hvad man kan lave i vinterferien.

Jakob Stegelmann, Mette Hybel og Per Juul Carlsen giver her deres bedste tips til, hvad du skal bruge vinterferien på. (© DR)

I den kommende uge har mange borgere i Danmark vinterferie.

DR’s egne eksperter inden for kultur, spil og film har lavet en række tips til, hvad man kan lave i ferien.

Mette Hybel er DR's kulturkorrespondent, Jakob Stegelmann er vært på Troldspejlet og Per Juul Carlsen er vært for Filmland Podcast og filmanmelder. Se deres tips nedenfor.

Det skal du opleve - anbefalet af Mette Hybel

Kunstmuseet Arken

På billedet ses noget af Arkens udstilling. (Foto: © Peter Hennessey, Drome Pty Ltd)

I byen Ishøj på Sjælland ligger kunstmuseet Arken. Her udstiller den australske kunstner Patricia Piccinini for tiden. Udstillingen forestiller muterede menneskevæsener.

Udstillingen er for alle, og det er som at gå rundt i en eventyrverden. Selvom væsenerne ser specielle ud, kan man næsten ikke undgå at holde af dem.

Patricia Paccinini sætter fokus på, hvordan vi lever og skaber relationer i en højteknologisk tid, hvor det naturlige og kunstige smelter sammen.

Odense Teater

Billedet her er fra teaterstykket 'Død over Eliten'. (Foto: © Emilia Therese, Odense Teater)

I vinterferien kan man komme om bag kulisserne i Odense Teater. Her kan man for eksempel besøge kostumerummet, hvor der hænger op mod 15.000 teaterkostumer.

Man kan også møde ansatte og skuespillere, der fortæller om deres job på teatret. Man kan også lige nu se stykket ”Død over Eliten” og ”Mio, min Mio”.”Mio, min Mio” er baseret på Astrid Lindgrens roman.

”Død over Eliten” handler om to statsministerkandidater, der bekriger hinanden, mens befolkningen føler politikerlede og vil have magten tilbage til folket.

Tirpitz i Blåvand

På billedet ses Tirpitz (Foto: © Mike Bink, Mike Bink)

Tirpitz er et museum i nærheden af Vestkysten nær Varde. Tirpitz har netop vundet USA’s største arkitektpris for at være noget ”helt særligt på verdensplan”.

Museet ligger nærmest skjult under sandet i klitlandskabet. Museet er forbundet med den gamle kanonbunker Tirpitz, som tyskerne byggede under Anden Verdenskrig.

Museet har udstillinger om blandt andet Vestkystens historie.

Det skal du spille - anbefalet af Jakob Stegelmann

Apex Legends - Kæmp for overlevelse

På billedet ses spillet Apex Legends. (© EA)

Alle spiludviklere prøver at lave deres eget Fortnite, som er et meget populært onlinespil. Apex Legends er et sjovt alternativ til Fortnite.

Apex Legends er et førsteperson-skydespil, hvor 60 mennesker bliver kastet ind på en stor bane, og den sidste overlevende vinder.

Det er fremragende lavet og helt gratis. Der er dog virtuelle genstande, der kan købes undervejs, så pas på. Men man kan spille det uden at bruge penge.

Resident Evil 2

I 1998 blev spillere verden over skræmt af spillet Resident Evil. Nu er spillet genudgivet med helt ny lyd og grafik.

Nedenfor kan du se traileren til spillet. Advarsel: Spillet er meget uhyggeligt.

Spiludviklerne har lavet mange ændringer i den nye udgave, så gamle fans også får uhyggelige overraskelser.

Det skal du se - anbefalet af Per Juul Carlsen

Ben is back

Julia Roberts spiller hovedrollen i 'Ben is back'. (Foto: © Mario Anzuoni, Scanpix)

’Ben is back’ handler om en familie, der er blevet ødelagt af den ældste søns stofmisbrug.

Filmen er både et klassisk familiedrama og en gyser, hvor USA ligner et zombielandskab.

’Ben is back’ er en meget vellavet film, der givet en intenst og konkret billede af en familie, der er revet i stykker.

Babylon Berlin

Serien ’Babylon Berlin’ handler om Berlin i 1929, hvor byen er et paradis for festlige og kreative personer.

Men samtidig kæmper de fattige for et bedre liv, mens den politiske ekstremisme er i fremgang.

I ’Babylon Berlin’ bliver Berlin genskabt i 1920’erne, og det er den dyreste ikke-engelsksprogede serie nogensinde. Du kan se serien på DR TV her.