Droner og robotter undersøger Storebæltsbroen for slitage

Storebæltsbroen bliver undersøgt for slitage ved at klatre på den. Men nu tester man, om droner og robotter også kan hjælpe.

Storebæltsbroen har været i brug siden 1997 og skal holde i mindst 100 år.

Derfor bliver broen løbende undersøgt for slitage og brud. Man plejer at undersøge broen, ved at personer klatrer på broens yderside i over 250 meters højde.

Men nu er man gået i gang med at teste, om man også kan undersøge broen med droner, sensorer, robotter og kunstig intelligens.

Droner kan selv lære at opdage skader

Lars Fuhr Pedersen er teknisk direktør for Sund & Bælt. Han siger, at droner med tiden kan lære sig selv at opdage skader på broen ved hjælp af kunstig intelligens.

Men de har også begrænsninger. En robot kan bruges, selvom det blæser, og lave småreparationer.

- Der kan vi jo kravle nogle steder, hvor det er sværere at komme til med dronen - for eksempel steder, hvor der er trafik nedenunder, så er der restriktioner på at flyve der, siger han.

Japansk bro kan lære af Danmark

Akashi-broen i Japan er verdens længste hængebro, og cheferne for denne bro har interesse for den nye teknologi. Masahiro Nishitani er teknisk direktør for broen og har set dronerne i Danmark.

- Vi har lært meget fra dette firma (Sund & Bælt, red.) om dronesystemet, siger han.

Hvert år bliver der brugt cirka 300 millioner kroner på at vedligeholde og investere i Storebæltsbroen.