Fifa forbyder Real og Atlético at købe spillere

De to fodboldklubber må ikke registrere nye spillere i de næste to transfervinduer.

Real Madrid kan ikke tilføre holdet og Ronaldo nye medspillere de næste to transfervinduer. (Foto: © Gerard Julien, Scanpix)

De to spanske fodboldklubber Real Madrid og Atlético Madrid må ikke registrere nye spillere i de næste to transfervinduer, meddeler Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Klubberne har nemlig overtrådt reglerne for handel med spillere under 18 år, skriver Fifa i en pressemeddelelse.

- Begge klubber skal nu overholde et transfer-forbud, der forhindrer dem i at registrere eventuelle nye spillere på nationalt og internationalt plan de følgende to tranfervinduer, skriver Fifa.

Begge klubber skal betale store bøder

De to klubber får desuden store bøder. Atlético Madrid skal betale en bøde på seks millioner kroner, mens Real Madrid skal betale en bøde på omkring 2,5 millioner kroner.

Karantænen træder i kraft fra det kommende transfervindue. Det betyder, at de to klubber fortsat kan tilføre nye spillere, indtil transfer-deadline i slutningen af januar.

Dermed får Madrid-klubberne samme straf som FC Barcelona fik i februar sidste år, hvor FC Barcelona havde gjort sig skyldig i samme overtrædelse af reglerne.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1100322513351605