Finland får ny premierminister

34-årige Sanna Marin bliver Finlands nye premierminister, efter den tidligere premierminister trådte tilbage i sidste uge.

På billedet ses Sanna Marin, der er Finlands nye premierminister. (Foto: © Heikki Saukkomaa, Scanpix)

I sidste uge trådte Finlands premierminister Antti Rinne af. Det skete på grund af en regerings-krise.

Regerings-krisen opstod efter en langvarig krise i forbindelse med en arbejds-konflikt i Finlands postvæsen, Posti.

I dag skulle Finlands parlament stemme om en ny premierminister. Det blev 34-årige Sanna Marin, der indtil nu har været transportminister.

Marin skal lede regering, der består af fem partier

Parlamentet består af 200 medlemmer. 99 stemte for Sanna Marin, mens 70 stemte imod. De øvrige medlemmer var ikke til stede.

Sanna Marin skal nu lede en centrum-venstre-regering, som består af fem partier.

Alle de fem partier har en kvinde som formand, og fire af de fem politiske ledere er under 35 år.

Marin bliver yngste regeringsleder

Sanna Marin kom i spidsen for byrådet i byen Tampere som 27-årig. Lige nu er hun i gang med sin anden periode i Finlands parlament.

Sidste vinter var hun midlertidigt premierminister, mens den daværende premierminister Antti Rinne havde sygeorlov.

Sanna Marin bliver verdens yngste regeringsleder og bliver også den yngste premierminister i Finlands historie.