Flere familier har søgt om julehjælp

Flere mennesker har i år søgt om julehjælp. Det viser, at flere familier har det økonomisk svært, mener organisationer.

Hos fire af landets organisationer, der uddeler julehjælp, har man tilsammen modtaget over 39.000 ansøgninger. Arkivfoto. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Hvert år kan familier, der har det økonomisk svært, søge om julehjælp. Julehjælp er for eksempel gavekort til julegaver eller julemad.

Hos fire af landets organisationer, der uddeler julehjælp, har man tilsammen modtaget over 39.000 ansøgninger.

For Blå Kors, Frelsens Hær og Dansk Folkehjælp er det en stigning i forhold til sidste år.

Flere har det økonomisk svært

Christian Bjerre er generalsekretær i Blå Kors. Han siger, at flere familier har det økonomisk svært. Samtidig er det blevet nemmere at søge om julehjælpen, fordi det kan gøres digitalt, siger han.

Lars Lydholm er informations- og forvaltningschef i Frelsens Hær. Han siger, at familiernes rådighedsbeløb er blevet mindre end for to år siden.

Det kan han se, fordi folk skal oplyse om deres indtægter og udgifter, når de søger om julehjælp.

Elisabeth Schindler har søgt om julehjælp

Elisabeth Schindler er en af de mange tusinde mennesker, der i år har søgt om at få julehjælp.

Hun er arbejdsløs og har søgt om julehjælp i ti år. Men hun har kun fået det de sidste tre år, efter hendes mand døde.

- Hvis jeg er heldig, får jeg et gavekort til at købe en julegave til mine børn. Ellers plejer vi at få penge til mad, så vi kan lave en flæskesteg og den slags. Bare det, at der dufter af jul er nok for os, siger hun.

Antal ansøgninger om julehjælp

  • Blå Kors:

  • 2017: 6.400

  • 2016: 2.400

  • Frelsens Hær:

  • 2017: 11.908

  • 2016: 11.455

  • Dansk Folkehjælp:

  • 2017: 14.300

  • 2016: 13.400

  • Mødrehjælpen:

  • 2017: Foreløbig 6.571 (14 procent flere end samme tid sidste år - 5.764)

  • 2016: 6.921