General indfører udgangsforbud i Chiles hovedstad under uro

Demonstranter har protesteret mod højere billetpriser på offentlig transport. Nu er der indført udgangsforbud.

Demonstranter satte ild til containere i gaden. (Foto: © RODRIGO GARRIDO, Scanpix)

Santiago er Chiles hovedstad. Her er der blevet indført udgangsforbud i urolige dele af byen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I de sidste dage har der været voldsomme og voldelige protester mod højere billetpriser på offentlig transport.

Lørdag var der sammenstød mellem soldater og demonstranter, og fredag blev undergrunds-banen raseret.

Præsident siger, at billetpriser alligevel ikke bliver dyrere

Javier Iturriaga del Campo er general i Chile. Han siger, at udgangsforbuddet vil gælde mellem klokken ti om aftenen og syv om morgenen lokal tid.

- Vi beder alle om at tage hjem og overveje de tiltag, som regeringen har meddelt, og at se efter deres familie og hjem, siger han ifølge Reuters.

Beskeden kommer, kort efter at Chiles præsident, Sebastian Piñera, sagde, at billetpriser på offentlig transport alligevel ikke vil blive dyrere.

Uroligheder handler også om leveomkostninger

Urolighederne begyndte den 7. oktober og handler både om billetpriser og mere generelt om de høje leveomkostninger i Chile. Chile er en af Sydamerikas mest veludviklede økonomier.

Lørdag blev indkøbscentre lukket i hele Santiago. Brændende dæk og træstammer blokerede flere hovedveje, og der blev sat ild til et supermarked.

Derudover brugte politi og soldater vandkanoner og tåregas mod demonstranter, der smed sten mod politiet ”flere steder”, siger en talsmand fra politiet ifølge AFP.

/ritzau/