Grønland skal betale mere for sukker og alkohol

Forskellige varer i Grønland er blevet dyrere som følge af en ny finanslov. Det gælder blandt andet varer som alkohol, sukker og tobak.

I Grønland er prisen på alle varer med sukker blevet dyrere. (Foto: © Lucas Jackson, Scanpix)

I går fik Grønland en ny finanslov. Det betyder, at nogle varer og produkter er blevet dyrere fra den ene dag til den anden.

Et kilo sukker er blevet ti kroner og 31 øre dyrere. Dermed er prisen på alle varer med sukker blevet dyrere.

Alkohol, cigaretter og andet tobak er også blevet dyrere. Det samme er bæreposer, der stiger op til tre kroner.

Minister: Penge skal bruges til familier, børn og uddannelse

Vittus Qujaukitsoq er Grønlands finansminister og udtaler sig til mediet Sermitsiaq.

- Pengene fra indtjeningenafgifter skal bruges til bedre vilkår for familier og børn. Der er behov for penge for at højne uddannelsesniveauet i landet, siger han.

Fra 2021 koster det 6554 kroner i afgift for hybridbil eller en elbil. Til gengæld bliver indførsels-afgiften for en snescooter eller ATV ophævet. Motorafgiften for en ATV sættes ned.

For fire år siden blev afgifter også hævet

Det er sket før, at en regering i Grønland laver afgifter på varer fra den ene dag til den anden for at få pengene i finansloven til at passe.

For fire år siden blev indførsels-afgiften fordoblet på slik, chokolade, fyrværkeri, snus og skrå. Generelt er det dyrere at handle i Grønland end i Danmark.

Udgifter til bolig, vand og elektricitet er til gengæld 12 procent billigere i Grønland end i Danmark.

Nye afgifter i Grønland

  • Fra i dag

  • - Sukker af enhver art

  • - Chokolade eller chokolade-varer af enhver art

  • - Lakrids og lakridsvarer af enhver art

  • - Marcipan og marcipanvarer af enhver art

  • - Karameller, bonboner, bolsjer og lignende både med og uden sukker

  • - Alkohol-holdige drikkevarer efter mængde af alkohol

  • - Cigarer, cerutter og cigarillos

  • - Cigaretter pr. stk.

  • - Cigaretpapir

  • - Røgtobak og røgfri tobak som snus

  • - Bæreposer fremstillet af plastik

  • - Reklame-tryk-sager

  • Fra 2021

  • - Mindre selvkørende arbejdsredskaber og traktorer

  • - Køretøjer, der tilhører fremmede magters diplomatiske eller udsendte konsulær-repræsentationer

  • - Mindre terrængående køretøjer med fire hjul eller flere (ATV, UTV o.l.)

  • Kilde: Sermitsiaq