Når kriminelle er anholdt, men endnu ikke er dømt, sidder de i et arresthus. En lang række arresthuse i Midt- og Nordjylland har ikke plads til flere indsatte.
Derfor har de ansatte i jyske arresthuse skrevet et brev til justitsminister Nick Hækkerup (Socialdemokratiet) for at gøre opmærksom på problemet.
Brian Hedensted er fællestillidsrepræsentant i Fængselsforbundet. Han siger, at de indsatte flere steder sover i mødelokaler og besøgsrum, og at det går ud over både de ansatte og de indsatte.
Nye regler giver flere indsatte
Ifølge Fængselsforbundet er der kommet flere indsatte i arresthusene, efter at den tidligere regering lavede nye regler for den såkaldte meldepligt for udviste kriminelle.
Med de nye regler kan udviste kriminelle nemlig hurtigere blive varetægtsfængslet, hvis de ikke melder sig hos myndighederne dagligt eller flere gange om ugen.
Ifølge Midt- og Vestjyllands politikreds må betjente nogle gange køre flere hundrede kilometer for at fragte kriminelle til et ledigt arresthus.
200 nye pladser er på vej
Justitsminister Nick Hækkerup har ikke ønsket at kommentere sagen. Justitsministeriet henviser til Kriminalforsorgen.
Thorkild Fogde er direktør i Kriminalforsorgen. Han siger, at fængsler og arresthuse lige nu er helt fyldte, og at Kriminalforsorgen derfor vil åbne 200 nye pladser.
DR har spurgt Kriminalforsorgen, hvor mange af de 200 nye varslede pladser, der skal gå til arresthusene, men det har ikke været muligt at få svar på dette.
