Færre børn, men flere ældre bor på landet

Færre børnefamilier vælger at bo på landet. Til gengæld er andelen af ældre mennesker i landsbyerne steget meget.

I landsbyen Langø på det vestlige Lolland er næsten halvdelen af befolkningen over 65 år. (Foto: © Dennis Daugaard Olsgaard, DR Nyheder)

I mange landsbyer i Danmark bliver der færre og færre børn.

Til gengæld er andelen af ældre mennesker i landsbyerne steget meget.

Fra 2010 til 2016 er der kommet 23 procent flere ældre i landsbyerne. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Ejendomsmægler: Vi sælger huse til ældre mennesker

På Lolland ligger landsbyen Langø, som oplever samme tendens. Her er næsten halvdelen af byens 368 indbyggere over 65 år gamle. Og i januar boede der kun 12 børn under syv år.

Ole Jørgensen er ejendomsmægler på Lolland. Han forklarer, at det er meget sjældent, at han sælger huse til børnefamilier.

- Børnefamilierne søger ikke herudaf. Dem, vi sælger husene til, det er lidt ældre mennesker, siger Ole Jørgensen.

Indbygger: Jeg er ked af udviklingen

Lisse Due er en af de ældre indbyggere i Langø. Der var mange flere børn, da hun flyttede til byen for 54 år siden.

- Jeg er ked af den udvikling, der er sket. Det var jo så dejligt, når der var børn, siger Lissi Due.

Lissi Due ved ikke, hvad der skal til for at få folk til at flytte til byen. Men hun håber, at der på et tidspunkt kommer flere børnefamilier.