Personer med rygsmerter kan få mindre sygefravær og gå mindre til lægen, hvis de deltager i to foredrag om ryggen.
Det viser et forskningsprojekt fra Rigshospitalet. Her har forskere fulgt 495 ansatte, der primært har manuelt arbejde.
Halvdelen af de ansatte fik to foredrag om den nyeste viden om ryggen, mens den anden halvdel var kontrolgruppe. Derefter blev de ansatte fulgt i et år.
Ansatte havde færre sygedage
Pernille Frederiksen er fysioterapeut og leder af undersøgelsen. Hun fortæller, at de ansatte, der havde fået foredrag om ryggen, ikke havde lige så mange sygedage som kontrolgruppen.
De arbejdede også bedre, gik mindre til lægen for deres rygsmerter, havde færre smerter og var mindre triste i perioder med smerter.
Pernille Frederiksen siger, at det er meget positivt, at to simple foredrag kan have så stor betydning.
Forskning: Rygsmerter er ofte ikke farlige
Foredragene handlede blandt andet om, at rygsmerter ofte ikke er farlige og skyldes muskelspændinger.
De ansatte fik også at vide, at det er godt at være aktiv og bevæge sig, som man plejer, selvom man har rygsmerter.
Samtidig fik de ansatte at vide, at rygsmerter formentlig oftere skyldes genetik end fysisk aktivitet. Ryggens væv bliver altså ikke ødelagt af fysiske belastninger.
Undersøgelsen
- •
495 ansatte fra teknik- og miljøafdelingerne i København, Roskilde, Høje Taastrup, Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner deltog i undersøgelsen.
- •
Halvdelen af de ansatte deltog i to foredrag om ryggen. Hvert foredrag varede en time. Den anden halvdel var kontrolgruppe.
- •
Deltagerne blev fulgt i et år, hvor de svarede på sms-spørgsmål hver måned om blandt andet rygsmerter og sygefravær.
- •
De ansatte, der deltog i to foredrag, havde 83 procent større sandsynlighed for at gå på arbejde trods rygsmerter sammenlignet med kontrolgruppen.
- •
Rygsmerter er nogle af de dyreste og mest udbredte lidelser i Danmark.
