Sidste år fortalte DR historien om, at to homoseksuelle pingviner fra Odense Zoo havde kidnappet en unge. Historien nåede både til Australien og USA.
Men nu er der igen drama hos pingvinerne i Odense Zoo.
Den ene af de homoseksuelle pingviner har nemlig fået fat på et æg, som han har ruget ud.
Pingvinen har ruget på ægget i 63 dage
Sandie Munck er dyrepasser i Odense Zoo. Hun siger, at de to homoseksuelle pingviner ikke længere danner par, men at den ene af dem nu er blevet far.
- Han har fået fat i et æg og ruget det, så han nu har fået sin egen unge. Vi ved ikke helt, hvorfor det er sket. Det eneste vi ved er, at han lige pludselig står med et æg, som vi ikke ved, hvor kommer fra, siger hun.
- Der er ikke nogen tvivl om, at han har passet godt på ægget, for han har brugt 63 dage på at udruge det, og der er kommet en rigtig fin unge ud af det, siger Sandie Munck.
Ovenfor kan du se en video med pingvinerne fra Odense Zoo.