Regeringen halverer støtten til vindmøller og solceller

Regering vil give halvt så mange penge til vindmøller og solceller i år. Pengene skal gå til andre grønne formål.

Sidste år var der en pulje på 597 millioner kroner, som virksomheder kunne søge til at bygge vindmøller og solceller. Nu er der 258 millioner kroner at søge. Arkivfoto. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Regeringen har besluttet at halvere støtten til at bygge vindmøller og solcelle-parker i Danmark i år.

Sidste år kunne virksomheder søge penge fra en pulje på 597 millioner kroner, hvis de ville bygge vindmøller og solceller. Men puljen bliver nu skåret til 258 millioner kroner.

Det oplyser klimaminister Dan Jørgensen (Socialdemokratiet) i en pressemeddelelse.

Regeringen vil bruge pengene andre steder

Regeringen vil i stedet bruge de 339 millioner kroner til en klima-handlingsplan.

Klima-handlingsplanen skal hjælpe med at nå målet om at mindske Danmarks udledning af klimagasser med 70 procent frem mod 2030.

- Vi skal bruge pengene klogt og der, hvor der er størst behov. Udbygningen af solceller og landvindmøller kan i dag ske med meget lidt støtte og forhåbentlig snart helt uden støtte, siger Dan Jørgensen.

Direktør er imod aftalen

Jan Hylleberg er direktør i Wind Denmark, der repræsenterer den danske vindmøllesektor.

Han mener, at beslutningen er en dårlig start for den nye regering. Ifølge ham skader regeringen nemlig den tillid, der er mellem vindmølle-sektoren og regeringen.

Det sker, fordi vindmøllesektoren har arbejdet på projekter siden 2017 ud fra den tidligere aftale ifølge Jan Hylleberg.