Regeringen og Danske Regioner er enige om næste års økonomi

Regeringen og regionerne har forhandlet om regionernes økonomi for næste år. Tirsdag blev parterne enige om en aftale.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, ankommer her til forhandlinger med regeringen om regionernes økonomi. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Danske Regioner forhandler hvert år med regeringen om, hvor mange penge regionerne må bruge på landets sygehuse.

Tirsdag aften blev Danske Regioner enige med regeringen om regionernes økonomi for 2018.

Regionerne får en halv milliard kroner ekstra til sundhedsområdet næste år. Til gengæld bliver det såkaldte produktivitetskrav ikke afskaffet.

Produktivitetskrav består

Det såkaldte produktivitetskrav betyder, at regionerne hvert år skal yde mere for de samme penge. Det har politikerne krævet af regionerne siden 2003.

Danske Regioner krævede, at produktivitetskravet blev afskaffet. Men det ville regeringen ikke gå med til.

Det blev dog vedtaget, at regeringen skal undersøge, hvad der er godt og mindre godt ved produktivitetskravet, inden regeringen og Danske Regioner forhandler igen næste år.

Regionerne får en halv milliard ekstra

Ved forhandlingerne krævede Danske Regioner 2,1 milliarder kroner ekstra til sygehusene i 2018. Resultatet blev, at regionerne fik en halv milliard kroner ekstra.

Bent Hansen (Socialdemokratiet) er formand for Danske Regioner. Han siger, at de ekstra penge især skal gå til ældre borgere og folk med kroniske sygdomme.

- Når man går ind i forhandlinger, har man altid høje ambitioner. Men vi er tilfredse med det niveau, vi ender på, siger Bent Hansen.

De vigtigste punkter i aftalen

  • Regionerne får en halv milliard kroner ekstra i 2018.

  • Dermed får regionerne i alt 111,9 milliarder kroner i 2018.

  • Penge til nye botilbud til psykiatriske patienter kommer oven i den halve milliard kroner.

  • Regionerne får 7,2 milliarder kroner til at bygge for. Pengene skal blandt andet bruges på de nye supersygehuse.

  • Produktivitetskravet består. Det er kravet om, at regionerne skal yde to procent mere hvert år.

  • Men regeringen vil se på produktivitetskravet inden foråret 2018, hvor der igen skal forhandles om regionernes økonomi.

  • Der skal laves en analyse af regionernes administration.

Kilder: Finansministeriet, Bent Hansen og Kristian Jensen.

/ritzau/