De fleste parter i krigen i Syrien har skrevet under på en våbenhvile, men de skyder alligevel på hinanden.
Kampene er især voldsomme ved byen Aleppo, som er Syriens næststørste by.
Røde Kors advarer nu om, at der er risiko for en menneskelig katastrofe.
Aleppo mistede sin sidste børnelæge
Torsdag blev et hospital i Aleppo ødelagt ved et direkte angreb.
Organisationen Læger uden Grænser støtter hospitalet, og den siger, at mindst 14 patienter og ansatte blev dræbt.
Gruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 27 blev dræbt heriblandt byens sidste børnelæge.
Hæren vil erobre hele byen
Aleppo er delt i områder, som er styret af regeringens hær og af oprørere. Flere medier skriver, at hæren forbereder en stor offensiv for at erobre hele Aleppo, som er landets næststørste by efter Damaskus.
Hæren bomber byen fra luften, og oprørerne svarer igen med granater mod boligområder.
USA’s præsident Obama sagde tidligere på ugen, at USA er ved at sende 250 elitesoldater til Syrien for at hjælpe de oprørere, der kæmper for demokrati i landet.
/ritzau/AFP