Sådan får dit barn den bedste start i skolen

Børn over hele landet har nu haft første skoledag. Her er hjælp til at give børnene en god start med skolelivet.

Barnet oplever mange nye ting den første tid i skolen. Arkivfoto. (Foto: © Johan gadegaard, Scanpix)

I de seneste dage har børn over hele landet haft deres første skoledag.

Men starten på skolelivet er kun lige begyndt. Det tager nemlig tid at komme ordentligt i gang med at gå i skole.

Og som forældre er det vigtigt at engagere sig for at give sit barn en god start.

Herunder kan du læse gode råd fra tre eksperter om den gode skolestart.

Forældre-formanden: Husk barnets perspektiv

Rasmus Edelberg, formand for Skole og Forældre (Foto: © Lars Bertelsen, © Lars Bertelsen)

Rasmus Edelberg er landsformand for forældre-foreningen Skole og Forældre. Han siger, at forældre bør bruge tid på at lære de andre forældre at kende. Og man bør have ro på derhjemme, for barnet oplever meget nyt, siger han.

- Forældre tænker ofte, at nu skal barnet lære noget, men det er vigtigt også at se det fra barnets perspektiv for at få en ordentlig start, siger han.

- Barnet vil gerne have det rart og går måske mere op i, om det kan få en ven. Så tal med barnet om alle de nye ting, og husk at lytte til det, siger han.

Skolelederen: Vær åben, og stol på lærerne

Claus Hjortdal, formand for Skoleleder- foreningen. (© Skolelederforeningen)

Claus Hjortdal er formand for Skolelederforeningen. Han siger, at man bør stole på lærerne og pædagogerne, og man skal tale med sit barn om dets oplevelser.

- Hvis barnet er ked at det, fordi et andet barn har skubbet, så hjælp det til at indse, at det ikke ødelægger hele dagen, siger han.

- Men vær også opmærksom på ikke at negligere det, hvis der er noget alvorligt. Hvis barnet er bange og ikke vil i skole, så er der grund til at tage fat i skolen og få hjælp, siger han.

Børneforskeren: Barnet skal lære, hvad det er at lære

Pernille Hviid.

Pernille Hviid er børneforsker på Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Hun siger, at forældre skal hjælpe børn til at forstå, hvad det betyder at lære noget.

- Vi spørger ofte børn: Hvad har du lært i dag? Men sagen er, at det kan være meget svært at svare på for barnet, for det at lære er et meget abstrakt begreb, siger hun.

- Lyt til barnet og hjælp det med at identificere, hvad det har lært. Sig: ’Wow, lærte du det?’ Det kan være små ting her i starten. At lære, hvor toiletterne og biblioteket ligger, er også at lære noget, siger hun.