Om aftenen den 6. august skete der en kraftig eksplosion på Østerbro i København ved Skattestyrelsens bygning.
Ingen personer kom til skade ved eksplosionen, men facaden på Skattestyrelsens bygning tog voldsom skade.
I sidste uge anholdt politiet en svensk mand i forbindelse med eksplosionen ved Skattestyrelsen. Og nu har svensk politi anholdt to nye mænd i sagen. Det skriver Københavns Politi på Twitter.
En mistænkt er stadig på fri fod
De anholdte mænd er begge i tyverne. Det er uvist, hvordan de to mænd forholder sig til sigtelsen.
I alt er fire personer sigtet i sagen. Nu er tre af dem anholdt, mens en fjerde stadig er på fri fod. Han har været internationalt efterlyst siden i sidste uge.
Senest på lørdag klokken 12, skal den svenske anklagemyndighed afgøre, om de to anholdte mænd skal varetægtsfængsles.
