Uligheden vokser i Danmark

De fleste danskere tjener flere penge nu end for ti år siden. Men uligheden vokser.

De fleste borgere i Danmark fik udbetalt flere penge efter skat i 2017, end de gjorde ti år tidligere.

Indkomsten hos den femtedel af danskerne, som tjente flest penge i 2017, er steget med mindst 3644 kroner om måneden i forhold til 2008.

Men indkomsten hos den femtedel af danskerne, som tjente mindst i 2017, er højst steget med 318 kroner i samme periode. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Professor: Der er kommet flere fattige

Jørgen Goul Andersen er professor i statskundskab på Aalborg Universitet. Han siger, at der er blevet skåret i flere offentlige ydelser, og derfor får nogle danskere færre penge.

- Vi begynder at få en underklasse, som vi ikke har haft i Danmark tidligere, siger han.

Han siger, at der ikke er nogen, som sulter i Danmark. Men der er dog kommet flere fattige i Danmark, siger han.

Økonom: Vækst er godt for h ele Danmark

Martin Ågerup er økonom og direktør i den liberale tænketank Cepos. Han siger, at man nu får en større gevinst ved at tage et arbejde, og det er godt for hele samfundet.

Han siger, at verden er blevet mere globaliseret. Derfor er det især dem, som tjener mest, der nu tjener flere penge om måneden.

- Verden bliver mere globaliseret, og de, der gør det godt, kan tjene meget mere. For eksempel begyndte Mads Skjern fra Matador med et par butikker. Lars Larsen har startet tusindvis af butikker i hele verden, siger Martin Ågerup.

Herunder kan du læse, at det ikke er de samme mennesker, som år efter år tjener lidt eller meget. Nederst kan du se en grafik, der viser, at danskerne tjener flere penge.

Det er ikke de samme, som altid ligger i bunden

  • Tallene viser, at der er blevet større forskel på de danskere, som ligger i top og bund i forhold til at tjene flest penge.

  • Men det er ikke de samme mennesker, som år efter år tjener lidt eller meget. Det siger Niels Westergård Nielsen, som er professor på CBS.

  • Fok kan nemlig være arbejdsløse eller studerende et år, og derefter kan de få et job og tjene gode penge, siger han.

  • - Folk kan vokse fra det og begynde i bunden og ende i toppen, siger Niels Westergård Nielsen.

  • En del af den stigende ulighed skyldes, at der er kommet mange flere studerende fra 2008 til 2017.