Varehus vil ikke længere sælge cigaretter

Varehuset Magasin stopper salg af tobak. Varehuset vil hellere fokusere på sunde varer.

Varehuset Magasin vil ikke længere sælge cigaretter og tobak. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Fra i morgen kan man ikke længere gå i varehuset Magasin og købe cigaretter.

Varehuset har nemlig valgt, at det fra fredag den 16. marts ikke længere vil have cigaretter og andre tobaksvarer på hylderne.

Magasin vil i stedet fokusere på at sælge sundere produkter.

Projektchef: Tobak skal væk fra dagligvarebutikker

Niels Them Kjær er projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse. Han håber, at flere supermarkeder vil gøre som Magasin.

- I virkeligheden så synes vi, at tobak er et så farligt produkt, at det ikke hører til i en dagligvarebutik, siger han.

Niels Them Kjær mener, at færre børn og unge vil begynde at ryge, hvis tobakken ikke er synlig ved disken i butikkerne.

Flere unge ryger hver dag

I sidste uge viste en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, at flere unge mellem 16 og 24 år ryger hver dag.

Ifølge undersøgelsen er antallet af drenge, der ryger hver dag, steget med 12,5 procent siden 2013.

Antallet af piger, som ryger dagligt, er steget med 11 procent.

Nedenfor kan du se en kort video, der viser cigarettens udvikling over 100 år.