De seneste uger har Australien været hærget af skovbrande. Det betyder blandt andet, at mellem 350 og 1000 koalaer er brændt ihjel.
Nogle af koalaerne er blevet reddet med slemme forbrændinger. En af dem var koalaen, som fik navnet Ellenborough Lewis.
Koalaen blev reddet af kvinden Toni Doherty fra delstaten New South Wales. Koalaen blev bragt til et koala-hospital i sidste uge, men nu er den død.
Hospital måtte aflive koala
Toni Doherty reddede koalaen fra en brand og hældte vand fra sin drikkeflaske på den. Videoen af dette gik verden rundt og blev symbol på de voldsomme skovbrande.
Mediet 9news skriver, at koala-hospitalet var nødt til at aflive koalaen, fordi brandsårene kun blev værre. Hospitalet har skrevet en opdatering på Facebook.
- I dag har vi taget beslutningen om at aflive Ellenborough Lewis. Vi kom ham i fuld narkose i morges for at skifte bandagerne og undersøge hans skader. Vi har tidligere skrevet, at brandsår kan forværres, før de bliver bedre. I Ellenborough Lewis' tilfælde blev sårene værre, og desværre ville de ikke blive bedre. Koala Hospitalets primære sigte er dyrevelfærd, og på den baggrund blev beslutningen taget.
Private personer donerer for at hjælpe koalaer
Koala-hospitalet har fået mange donationer fra private personer til at behandle koalaer, som er blevet reddet fra skovbrandene.
Koalaerne i byen Port Macquarie er særligt hårdt ramt. For en måned siden vurderede man, at 350 ud af 600 koalaer i området var døde i skovbrandene.
Mikkel Stelvis er formidlingschef og zoolog i Københavns Zoo. Han siger, at der nu kun er cirka 80.000 koalaer tilbage i Australien, og der vil ikke være mange tilbage i 2030.