Great Barrier Reef er verdens største koralrev. Men en stor del af korallerne har på kort tid mistet deres farvestrålende udseende.
I stedet er de nu hvide og blegede, viser australske forskeres undersøgelse af 520 større og mindre koralrev.
Forskerne har undersøgt koralrevet mellem Cairns i det nordøstlige Australien og Papua Ny Guinea nord for Australien, skriver ABC News.
95 procent af korallerne er blegede
Forskerne har undersøgt 520 rev fra luften. Over 95 procent af dem er udsat for blegning i større eller mindre grad.
- Vi kan se blegning i et enormt omfang i de nordligste 1000 kilometer af Great Barrier Reef, siger professor Terry Hughes.
- Det her vil ændre Great Barrier Reef for altid, siger professoren fra James Cook University i Townsville i Australien til ABC News.
Varmt vand kan føre til stress og blegning
Koraller bliver ifølge forskerne blege, når de oplever stress. Derefter mister de deres farver.
Stress kan skyldes varmere vand, som får korallerne til at skille sig af med de alger, der giver dem deres farve.
Australiens regering har netop fremlagt en rapport, der viser, at mængden af blege koraller på Great Barrier Reef er alvorlig, men at den sydlige del af revet ikke er så hårdt ramt.
/ritzau/
Se video af de blegede koraller:
