Kroppen ændrer sig og gør fantastiske ting for os gennem hele livet. Derfor ser DR Ligetil nærmere på vores geniale krop.
Temaet er baseret på DR's nye serie ’Din geniale krop’. Den fjerde og sidste del af temaet handler om alderdommen.
I alderdommen går flere celler i dvale. Dette kan medføre flere sygdomme. Men man kan undgå mange af dem, hvis man træner sin krop og hjerne.
Forskere kan dræbe gamle celler
Når vi bliver gamle, får vi flere ødelagte celler. Disse celler kaldes senescente celler. Disse celler kan ikke slå sig selv ihjel, men går i dvale.
Cellerne kan i værste fald udsende signaler til andre celler, som stresser og forstyrrer deres arbejde. Det kan medføre sygdomme.
Forskere fra blandt andet University Medical Center Rotterdam har derfor i forsøg med mus udviklet et stof, der kan dræbe senescente celler.
Forskning kan give bedre livskvalitet
Claus Desler er molekylærbiolog ved Center for Sund Aldring ved KU. Han håber, at forskningen i senescente celler kan hjælpe med at forhindre aldersrelaterede sygdomme.
Måske kan man i fremtiden blive gammel uden at opleve sygdomme som kræft og demens og demed få en højere livskvalitet i alderdommen, siger han.
Forskningen i de senescente celler er endnu ikke overført til mennesker. Ifølge Claus Desler kan der gå mellem fem og 10 år, før det sker.
I videoen ovenfor kan du høre Claus Desler fortælle, hvordan forskere bruger senescente celler til at gøre gamle mus unge igen.
Det sker der også med kroppen i alderdommen...
- •
Kroppen bliver mindre god til at gendanne sig selv i alderdommen. Kroppen er nemlig ikke lige så hurtig til at få nye celler og væv, som når man er ung.
- •
Derfor er det sværere for kroppen at bevare den samme muskelmasse, når man bliver ældre, og kroppen har sværere ved at reparere en skade på et væv.
- •
Antallet af hjerneceller ændrer sig gennem hele livet, og i alderdommen begynder antallet af hjerneceller at falde.
- •
Det betyder dog ikke, at vi nødvendigvis mister evnen til at forstå verden omkring os eller bliver dårligere til at tænke og huske.
- •
Der er nemlig ikke bevis for, at hjernen holder op med at lære, selvom antallet af hjerneceller bliver mindre i alderdommen.
- •
Det vigtigste er nemlig ikke antallet af hjerneceller, men hvor gode de er til at lave forbindelser til hinanden.
- •
Dette kan hjernen gøre hele livet, og man bør derfor træne sin hjerne hele livet og specielt i alderdommen.
- •
Det er kun, hvis man bliver ramt af en sygdom og hjernecellerne begynder at dø i større stil, at man risikerer sygdomme som demens og for eksempel begynder at miste hukommelsen.
Kilde: Claus Desler, molekylærbiolog, Center for Sund Aldring.