Holland vandt Melodi Grand Prix

For første gang siden 1975 vandt Holland det internationale Melodi Grand Prix. Danmark kom på en 12. plads.

Duncan Laurence jubler efter at have vundet det internationale Melodi Grand Prix. (Foto: © Jack guez, Scanpix)

Det internationale Melodi Grand Prix er en sangkonkurrence, der blev holdt første gang i 1956.

Sidste år vandt Israel Melodi Grand Prix, og derfor foregik konkurrencen i år i Tel Aviv i Israel.

Lørdag aften var der finale. Her vandt sangeren Duncan Laurence fra Holland. Det er første gang siden 1975, at Holland vinder.

Laurence har selv været med til at skrive vindersangen

Hollandske Duncan Laurence på 25 år vandt med sangen ’Arcade,’ som han selv har været med til at skrive.

Nummer to i det internationale Melodi Grand Prix blev Mahmood fra Italien med sangen ’Solid.’

Sergey Lazarev fra Rusland blev nummer tre med sangen ’Scream.’

Danmark fik en 12. plads

Danske Leonora blev nummer 12 ud af de i alt 26 lande, som var med i finalen. Det var en placering, som hun var rigtig glad for.

- Det er cirka, hvad vi er blevet spået til, så vi er godt tilfredse - og det er godt at kunne leve op til forventningerne. Jeg kunne virkelig mærke, at publikum sang med fra første linje - det var fantastisk! Nu skal vi bare feste og hygge os, siger hun.

Leonora optrådte med sangen ’Love Is Forever.’

Nedenfor kan du se en video med Leonora.

Resultatet af finalen ved Melodi Grand Prix

  • Hvert land får point både af en jury og af seerne.

  • I parentesen efter hvert land er der angivet jury- og seer-point.

  • 1: Holland 492 (231 + 261)

  • 2: Italien 465 (212 + 253)

  • 3: Rusland 369 (125 + 244)

  • 4: Schweiz 360 (148 + 212)

  • 5: Norge 338 (47 + 291)

  • 6: Sverige 332 (239 + 93)

  • 7: Aserbajdsjan 297 (197 + 100)

  • 8: Nordmakedonien 295 (237 + 58)

  • 9: Australien 285 (154 + 131)

  • 10: Island 234 (48 + 186)

  • 11: Tjekkiet 157 (150 + 7)

  • 12: Danmark 120 (69 + 51)

  • 13: Slovenien 105 (46 + 59)

  • 14: Frankrig 105 (67 + 38)

  • 15: Cypern 101 (69 + 32)

  • 16: Malta 95 (75 + 20)

  • 17: Serbien 92 (38 + 54)

  • 18: Albanien 90 (43 + 47)

  • 19: Estland 86 (38 + 48)

  • 20: San Marino 81 (16 + 65)

  • 21: Grækenland 71 (47 + 24)

  • 22: Spanien 60 (7 + 53)

  • 23: Israel 47 (12 + 35)

  • 24: Tyskland 32 (32 + 0)

  • 25: Hviderusland 31 (18 + 13)

  • 26: Storbritannien 16 (13 + 3)