Leder af børnehjem i Grønland får pris som årets ildsjæl

Ann Andreasen har fået P2's pris som årets ildsjæl, fordi hun bruger musik i sit arbejde med børn på et børnehjem i Grønland.

Ann Andreasen er leder af et børnehjem i Grønland, hvor hun bruger musik i arbejdet med børnene. (© DR)

P2 er DR's radiokanal for kultur og klassisk musik. P2 uddeler hvert år priser inden for klassisk musik.

En af priserne er 'årets ildsjæl', som gives til en person, der fonyer det klassiske musikliv i Danmark.

Årets ildsjæl blev torsdag uddelt til Ann Andreasen, der er leder af et børnehjem i byen Uummannaq i Grønland. Hun får prisen for at bruge musik i arbejdet med børnene.

Instrumenter hjælper børnene til at holde livet ud

Ann Andreasen er leder af børnehjemmet. Hun siger, at børnene er meget traumatiserede, og de kan være meget stressede af de ting, de har oplevet i deres liv.

- Instrumenterne kan være med til at hjælpe dem til at holde deres liv ud. Jeg tror, at musikken er med til at redde børnenes liv, siger hun.

Ifølge Ann Andreasen kan instrumenter som for eksempel en violin træne børnenes kropsholdning.

Børnene oplever fællesskab gennem musikken

Næsten alle børn og unge på børnehjemmet spiller musik på én eller anden måde.

- Musik har en stor betydning for sammenhold og ro, og det giver børnene fornemmelsen af at tilhøre noget og være en del af et fællesskab, siger Ann Andreasen.

Hun siger også, at musikken har hjulpet børn videre til en karriere som tømrer, elektriker eller vvs-mand.

Nedenfor kan du se børn og unge fra børnehjemmet i Uummannaq, der spiller ved Strib Vinterfestival i februar 2019. Du kan også se alle vinderne af P2's musikpriser.

(Foto: © Malene Wichmann, DR)

Vindere af P2's musikpriser 2019

  • P2 Talentprisen 2019: Anders Kann Elten, marimba

  • P2 Lytterprisen: Bjarke Mogensen - 'Bjarke Mogensen plays Domenico Scarlatti'

  • Årets internationale album: Patricia Kopatchinskaja og Polina Leschenko - 'Deux'

  • Årets album, ny klassisk: Axel Borup-Jørgensen - 'Marin'

  • Årets album, klassisk: Rued Langgaard - 'Symfoni nr. 2 og 6'

  • Årets ildsjæl 2019: Ann Andreasen, leder af børnehjemmet i Uummannaq

  • Årets klassiske begivenhed: NordicOpera for opførelser af Leonard Bernsteins Mass i samarbejde med Odense Symfoniorkester

  • P2 Kunstner 2019: Michala Petri, blokfløjte