VIDEO DR’s kor synger dig i julestemning

Kom i julestemning med disse fem smukke julesange, som DR’s kor synger.

Der er kun tre dage til juleaften.

Hvis du ikke er kommet i julestemning endnu, så hjælper det måske med noget julemusik.

Så kan du blive klar til at synge, når man går rundt om juletræet på mandag.

Herunder kan du se og høre fem smukke julesange fra DR’s kor.

Dejlig er Jorden

’Dejlig er Jorden’ er skrevet af B.S. Ingemann og blev udgivet i 1850.

Dengang hed sangen ’Pilgrimssang’.

Melodien fandtes i forvejen. Den er en folkemelodi, som hedder ‘Schönster Herr Jesu’ - altså ‘Smukkeste hr. Jesus – og den kommer fra Centraleuropa.

Se DR's pigekor, børnekor, juniorkor og spirekor synge den i videoen herover.

Dejlig er den himmel blå

'Dejlig er den himmel blå' er en af de mest kendte salmer af N.F.S. Grundtvig. Man kan både synge salmen i kirken og rundt om træet.

Salmen er fra 1810, og oprindeligt var den på 19 strofer.

Men i 1853 skrev Grundtvig den om, så nu har den kun syv strofer.

Se DR Pigekoret synge den i videoen herover.

Julen har bragt velsignet bud

B.S. Ingemann skrev denne salme til en præstefamilie i Sorø, som han boede hos i 1839.

Salmen handler om, hvordan børnene i præstegården oplever julen og juleevangeliet.

Juleevangeliet er den del af Biblen, som fortæller om Jesus’ fødsel.

Se DR Pigekoret synge den i videoen herover.

Højt fra træets grønne top

’Højt fra træets grønne top’ er en julesang, som er skrevet af Peter Faber i 1848.

Julen har ændret sig en del siden dengang, men det er også næsten 200 år siden.

For eksempel er det kun moren, som står ude i køkkenet i denne sang.

Se DR Juniorkoret synge den i videoen herover.

Bjældeklang

'Bjældeklang' er en dansk version af den engelske sang ’Jingle Bells’, der er skrevet af James Lord Pierpont i 1857.

Oprindeligt var sangen skrevet til den amerikanske højtid Thanksgiving.

Men man begyndte hurtigt at forbinde sangen med julen.

Se DR Spirekoret synge den i videoen herover.