DR og danske museer vil fortælle historier om Danmarks fortid på en ny måde.
Derfor har de lavet såkaldte virtual reality-briller med fortællinger om danmarkshistorien.
Når man tager brillerne på, kan man eksempelvis se og høre, hvordan danske slavehandlere talte sammen. Man kan også opleve, hvordan pesten påvirkede Danmark.
Skoleelever afprøver brillerne
I disse dage afprøver 4800 fynske skoleelever virtual reality-brillerne.
Èn af dem er Signe Aanum fra Anna Trolles Skole i Brenderup.
- Jeg synes, at det er mega spændende. Det er slet ikke det, som man er vant til i skolen i forhold til historie i hvert fald, siger Signe Aanum.
I videoen ovenfor kan du se eleverne prøve virtual reality-brillerne.
Virtual reality briller
- •
Virtual reality-briller ligner dykkerbriller.
- •
Brillerne har en speciel teknologi, der kan se ind i en anden virkelighed. Når man har brillerne på, føles det som, at man er et andet sted.
- •
Når elever får virtual reality-briller på, kan de se og høre fortællinger om danmarkshistorien.
- •
Fortællingerne er filmet med seks kameraer. Filmene bliver sat sammen, så de danner et 360 graders billede.
- •
Projektet med virtual reality-brillerne varer et halvt år.