Youtuber vandt hovedprisen ved Danish Rainbow Awards

Danish Rainbow Awards hylder personer, der skaber et bedre liv for LGBT-personer. Årets LGBT-person er youtuberen Julia Sofia Aastrup.

Youtuberen Julia Sofia Aastrup har vundet priserne som Årets LGBT-person og Årets LGBT-youtuber. (Foto: © Per Arnesen, Per Arnesen)

Danish Rainbow Awards uddeler hvert år priser til personer, der skaber et bedre liv for LGBT-personer.

Onsdag aften blev dette års priser uddelt.

Hovedprisen som årets LGBT-person gik til youtuberen Julia Sofia Aastrup, som også fik prisen som årets LGBT-youtuber.

Julia Sofia sprang ud på youtube

Julia Sofia Aastrup er 21 år og kendt som Julia Sofia på Youtube, hvor hun laver videoer om livsstil og skønhed. Hun har over 200.000 følgere.

Julia Sofia var i 2017 med i TV 2-programmet 'Vild med dans', og hun sprang ud i en Youtube-video i august sidste år.

Nu får hun de to priser, fordi hun har bragt 'enorm meget positiv energi til unge mennesker i Danmark' og har vist sine følgere, at man skal stå ved, hvem man er.

Mor til journalist fik pris som årets hetero

Der blev uddelt i alt 12 priser til Danish Rainbow Awards.

Der blev for eksempel uddelt en pris som årets hetero. Den gik til Souad Taha, som er mor til journalisten Abdel Aziz Mahmoud.

Abdel Aziz Mahmoud er homoseksuel, og hans mor fik prisen for at gøre op med fordomme og manglende accept af homoseksualitet blandt nogle indvandrere.

Nedenfor kan du se, hvem der fik de 12 priser Danish Rainbow Awards.

Modtagere af Danish Rainbow Awards

  • Aktivistprisen: Mikkel Radicke

  • Erhvervsprisen: Hummel

  • Foreningsprisen: Intersex Danmark

  • Kulturprisen: Skamlebben

  • Medieprisen: Hunkøn

  • Sportsprisen: Oliver Winther

  • Statement-prisen: AIDS-fondets kampagne

  • Musikprisen: Freja Kirk

  • Årets drag: Veninderne

  • Årets LGBT-youtuber: Julia Sofia

  • Årets LGBT-person: Julia Sofia

  • Årets hetero: Souad F. Taha