Rigshospitalet København har i en periode på cirka fire uger modtaget syv patienter, som led af for lav puls, bevidstløshed og psykoselignende tilstande.
Alle syv patienter havde spist hashbrownie, som blev købt til 50 kroner på Christiania. En hashbrownie er en kage, som er tilsat hash.
Der er minimum syv patienter med livstruende symptomer, der kan sættes i forbindelse med hashbrownies på Christiania. Der kan være flere, men hospitalet så først en sammenhæng for fire uger siden.
Patienterne er blevet alvorligt og potentielt livsfarligt syge
Rigshospitalet siger, at patienterne er blevet alvorligt og potentielt livsfarligt syge, og at hashbrownien har påvirket patienternes hjertefunktion og kredsløb.
Patienterne er både danske statsborgere og turister fra Irland, Tyskland, USA, Finland, Spanien og Japan. Alle blev udskrevet efter en til to dage.
Simon Hansen er politikommissær i den operative specialafdeling ved Københavns Politi. Han siger, at politiet har beslaglagt 4000 hashkager i 2019 indtil videre.
Politi: Det her kan være farligt at købe
Onsdag aften blev 58 personer sigtet for at have cannabis-produkter på sig i området omkring Christiania.
Politiet undersøger de hashkager, som de har beslaglagt i den seneste tid. Undersøgelsen skal vise, om hashkagerne indeholder andre stoffer end cannabis.
- Vi fraråder selvfølgelig generelt folk at støtte det kriminelle miljø på Christiania, men vi vil også gerne melde ud, at det her kan være farligt at købe, siger Simon Hansen.
