Morten vil fryses ned, når han dør

Et firma i USA fryser døde personer ned. Det håber, at det i fremtiden kan tø dem op, så de kan leve videre.

Et amerikansk firma mener, at det bliver muligt at optø nedfrosne personer og helbrede dem for det, de døde af, så de igen kan leve videre.

Hvert år dør cirka 50.000 danskere. De fleste dør på grund af sygdom, der skyldes alder.

Men ikke alle vil acceptere døden. En af dem er 37-årige Morten Wied, som vil leve så længe som muligt. Derfor vil han fryses ned af Cryonics Institute i USA.

Det amerikanske firma tror nemlig, at man i fremtiden kan optø nedfrosne personer og helbrede dem for det, de døde af, så de igen kan leve videre.

350 personer er allerede nedfrosset

Når Morten Wied dør, bliver hans krop tømt for blod, fyldt med kemikalier og lagt i stålbeholder med flydende kvælstof, som er minus 196 grader.

Han skal ligge i beholderen, indtil det amerikanske firma har fundet teknikken til at tø ham op og helbrede ham for det, han døde af.

Morten Wied og en gruppe andre danskere har skrevet sig op til at blive frosset ned. I hele verden er 350 personer allerede nedfrosset.

Dansk professor tror ikke, menneskekroppen kan overleve

I dag bruges teknikken især til at nedfryse sæd og æg, som man bruger til at behandle barnløshed.

Hans Ramløv er professor med speciale i kryobiologi på Roskilde Universitet. Han tvivler på, at menneskekroppen kan overleve at blive frosset ned og tøet op igen.

Han siger, at mennesker er tilpasset 37 grader. Når kroppen bliver frosset ned, vil den falde fra hinanden. Og når den tør op, vil cellerne springe.

I videoen nedenfor kan du høre, hvad der sker, når Morten Wied er død og skal nedfryses.