Ofre for ulykken i Genova blev begravet

Tirsdag styrtede en motorvejsbro sammen i den italienske by Genova. Lørdag blev de første ofre for ulykken begravet.

Tirsdag styrtede en motorvejsbro sammen i byen Genova i Italien. Broen hedder Morandi-broen.

41 personner er nu døde, efter redningsarbejdere fandt en familie på tre under murbrokkerne lørdag morgen ifølge nyhedsbureauet Ansa.

Lørdag blev de første ofre for ulykken begravet ved en statsarrangeret ceremoni.

Mange pårørende blev væk

Italiens præsident, Sergio Mattarella, og premierminister, Giuseppe Conte, deltog i ceremonien sammen med de pårørende.

Men flere end halvdelen af ofrenes familier deltog ikke i ceremonien. De mener nemlig, at den italienske stat har ansvaret for ulykken.

I stedet holder de private begravelser andre steder i Italien.

Myndighederne undersøger ulykken

De italienske myndigheder undersøger nu, om broen styrtede sammen, fordi den ikke blev ordentligt vedligeholdt, fordi broen var bygget forkert eller noget andet.

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, har dog allerede kritiseret Autostrade, som er det selskab, der driver broen og Italiens andre betalingsveje.

Lørdag var national sørgedag i Italien, og på grund af ulykken er to fodboldkampe i den bedste italienske fodboldrække, Serie A, blevet aflyst søndag.

Ovenfor kan du se en video fra ceremonien i Genova.