White Island er en ubeboet vulkan-ø, som ligger cirka 50 kilometer fra New Zealands østkyst.
Mandag gik vulkanen på White Island i udbrud. Fem personer er døde, otte er savnet og 31 er indlagt på hospitalet.
Jacinda Ardern er premierminister i New Zealand. Hun siger, at borgere fra New Zealand, Australien, Kina, Malaysia, USA og Storbritannien er berørt af vulkan-udbruddet.
Premierminister: Der er ikke håb for at finde overlevende
Hun siger også tirsdag, at der ikke er håb for at finde overlevende.
Vulkanen på White Island er New Zealands mest aktive vulkan.
Øen er alligevel en turistattraktion med flere daglige ture og omkring 10.000 besøgende om året.
DR Nyheder /ritzau/
