I disse uger er der VM i fodbold, som afholdes i Rusland.
Fredag mødtes en række fodboldlegender med præsidenten for Fifa, Gianni Infantino, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.
En af fodboldlegenderne var den tidligere målmand på Danmarks landshold, Peter Schmeichel.
Putin fik fodboldtrøje med navn på
Ifølge Nyhedsbureauet AFP sagde Putin, at "mange stereotypiske forestillinger om Rusland er kollapset " under slutrunden.
- Folk har set, at Rusland er et gæstfrit land, som tager godt imod dets gæster, sagde Putin ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Vladimir Putin fik overrakt en fodboldtrøje med nummer 11 og "Putin" bagpå.
VM skal pudse Ruslands ry
Flemming Splidsboel Hansen er seniorforsker med speciale i russisk politik på Dansk Institut for internationale studier.
Han siger, at Putins møde med fodboldlegenderne passer godt sammen med Ruslands strategi med at hente VM til landet.
Ifølge Flemming Splidsboel Hansen har Rusland nemlig fået VM til landet for at kunne præsentere Rusland på en ny måde.
Rusland er stadig med ved VM. Holdet spiller kvartfinale mod Kroatien lørdag klokken 20.00. Du kan se kampen på DR1.
