Præsidentvalg skaber demonstrationer i Bolivia

Et valgresultat i Bolivia fik borgere til at sætte ild til stemmebokse. De mener, at der er foregået valgfusk.

Søndag var der valg i det sydamerikanske land Bolivia.

I Bolivia skal en politiker føre med over 10 procent for at vinde valget i første runde. Ellers skal der være endnu en valgrunde.

Der har været meget uenighed om valgresultatet søndag. Onsdag blev der demonstreret mod Evo Morales, som har været Bolivias præsident i næsten 14 år.

Optælling af stemmer stoppede

Få timer efter at valgstederne lukkede, blev de første valgresultater offentliggjort.

Evo Morales og politikeren Carlos Mesa var de to personer, som havde fået flest stemmer, da 83,8 procent af stemmerne var blevet optalt.

Derfor virkede det til, at der skulle være endnu en valgrunde. Efter 24 timers valgmålinger, der kunne ses på internettet, stoppede optællingen.

Borgere satte ild til stemmebokse

Imens optællingen var gået i stå, sagde Evo Morales, at han var sikker på, at der ikke var brug for endnu en valgrunde.

Da resultatet blev opdateret mandag aften, havde Evo Morales en føring på 10,12 procent. Så der var altså ikke brug for endnu en valgrunde.

Resultatet fik borgere til at sætte ild til stemmeboksene. De mener, at der er tale om valgfusk. Oppositionen har desuden opfordret til generalstrejke i landet.