Der blev snydt for 33,3 millioner kroner i andet halvår af 2016. Beløbet faldt til 15,9 millioner kroner i samme periode sidste år.
Og handlen på nettet voksede faktisk fra 38,7 milliarder kroner til 45,8 milliarder kroner i samme periode.
Sms-koder bekæmper snyd
Henriette Dunkjær Andersen er ansvarlig for salg og marketing af dankort hos Nets. Hun siger, at der er meget mindre snyd med dankortet.
Hun siger, at sms-koder medvirker til, at der er mindre snyd. Når man handler for over 450 kroner over nettet, skal man nemlig bekræfte købet på sin mobiltelefon.
- For de forretninger, der har løsningen tilknyttet, er misbruget faldet markant, og flere steder er det helt forsvundet, siger hun.
Snyd i den fysiske verden er uændret
Nets har også fået robotter, som skal opdage mistænkelige penge-overførelser på internettet.
Men i den fysiske verden bliver der ikke snydt mindre med dankortet. Det kan ske, hvis dit dankort bliver stjålet, og koden bliver afluret.
I andet halvår af 2017 blev der snydt for 26,3 millioner kroner. Det er cirka samme beløb som i andet halvår af 2016.
/ritzau/