Brøndby IF får igen bøde for homofobiske tilråb

Fodboldklubben Brøndby IF fik tirsdag en bøde på 175.000 kroner for homofobiske tilråb og ulovlig brug af fyrværkeri i kamp mod FCK.

Brøndby IF's fans ved en kamp mod FC Midtjylland den 17. maj 2019. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Fodboldklubben Brøndby IF fik i april en bøde på 25.000 kroner, fordi klubbens fans kom med homofobiske tilråb under en kamp mod FC Nordsjælland.

Bøden blev givet af Fodboldens Disciplinærinstans, som tirsdag gav Brøndby IF en ny bøde på 175.000 kroner.

Brøndby IF får den nye bøde, fordi klubbens fans sang homofobiske sange og brugte ulovligt fyrværkeri ved en kamp mod FCK den 14. april.

FCK fik en bøde på 150.000 kroner

Fodboldens Disciplinærinstans skriver i sin afgørelse, at sangene er nedsættende eller diskriminerende i forhold til et andet menneskes seksuelle præferencer.

Brøndby IF skriver i sin redegørelse, at klubben ser meget alvorligt på diskrimination.

FCK fik også en bøde i forbindelse med kampen, fordi klubbens fans havde brugt ulovligt fyrværkeri. Bøden til FCK var på 150.000 kroner.

/ritzau/