Fodboldklub kan tjene 1,4 milliarder kroner på oprykning

Fodboldklubben Aston Villa vandt mandag over Derby og rykker nu op i den bedste fodboldrække i England.

Spillere fra Aston Villa jubler, efter at de har sikret sig oprykning til Englands bedste fodboldrække. (Foto: © Ed Sykes, Scanpix)

Den næstbedste fodboldrække i England hedder The Championship. Hver sæson rykker tre hold fra The Championship op i Englands bedste fodboldrække, Premier League.

De to bedste hold i The Championship rykker direkte op, mens nummer tre, fire, fem og seks skal spille mod hinanden om den sidste oprykningsplads.

Aston Villa og Derby spillede mandag den afgørende kamp om den sidste oprykningsplads. Aston Villa vandt 2-1 og skal derfor spille i Premier League næste sæson.

Sejren kommer til at give 1,4 milliarder kroner til Aston Villa

Sejren i oprykningskampen er ikke kun en sportslig gevinst for Aston Villa. Det er også en økonomisk gevinst for klubben.

Ifølge engelske medier kommer en oprykning til Premier League nemlig til at indbringe Aston Villa 1,4 milliarder kroner.

Pengene vil klubben tjene på TV-indtægter og præmiepenge i den næste sæson.

Aston Villa er tilbage i den bedste række efter tre års fravær

Aston Villa er det, man kan kalde en traditions-klub. Det betyder, at Aston Villa har en lang tradition for at være blandt de bedste fodboldklubber i England.

Aston Villa har vundet det engelske mesterskab syv gange. Klubben vandt senest det engelske mesterskab i 1981.

Men for tre år siden rykkede Aston Villa ud af den bedste række i England, og det er ikke lykkedes for klubben at rykke op igen før nu.