Jakob Fuglsang vandt stort belgisk cykelløb

Danske Jakob Fuglsang kørte alene i mål og vandt det belgiske cykelløb Liège-Bastogne-Liège.

Jakob Fuglsang er en dansk cykelrytter, som cykler for cykelholdet Astana. Søndag vandt han cykelløbet Liège-Bastogne-Liège, som er et stort belgisk cykelløb.

Jakob Fuglsang er kun den anden dansker til at vinde løbet. I 1993 blev cykelrytter Rolf Sørensen den første dansker nogensinde til at vinde løbet.

Liège-Bastogne-Liège er en af de såkaldte forårsklassikere. Løbet er med i World Touren, som er den bedste internationale serie for cykel-landevejsløb.

Fuglsang: Det er selvfølgelig virkelig fedt

Jakob Fuglsang var meget glad, da han kom i mål.

- Det er selvfølgelig virkelig fedt og måske endda lidt uvirkeligt. Dagen gik mere eller mindre, som jeg havde planlagt, sagde han.

- Det er selvfølgelig en kæmpe tilfredsstillelse og en kæmpe motivation fremadrettet. Forhåbentlig gør det bare, at der er flere sejre i vente, sagde Jakob Fuglsang.

/ritzau/ DR Sporten