Folketinget er Danmarks parlament. Her sidder 179 folkevalgte politikere, og de laver lovene i Danmark.
Grundloven siger, at der skal være valg til Folketinget mindst hvert fjerde år. Det seneste valg var den 18. juni 2015. Derfor skulle vælgerne i Danmark senest til folketingsvalg den 17. juni 2019.
Lars Løkke Rasmussen valgte dog at udskrive valg til den 5. juni 2019. Statsministeren bestemmer nemlig, hvornår han vil udskrive valg til Folketinget.
Populære partier får flest politikere i Folketinget
På valgdagen kan man stemme på de politikere, som skal i Folketinget.
Næsten alle politikere stiller op for et parti. Det er nemlig meget svært at komme i Folketinget uden at være medlem af et parti. Så er man løsgænger.
Partierne har forskellige mærkesager. Og de partier, som får flest stemmer, får flest mandater.
Folketinget skal finde en regering
Når man har fundet ud af, hvilke politikere som er blevet valgt til Folketinget, skal man danne en regering. En regering er statsministeren og en række andre ministre, og regeringen har den udøvende magt i Danmark.
En regering må ikke have et flertal af Folketinget imod sig. Det betyder, at regeringen skal have støtte fra mindst 90 mandater i Folketinget.
De partier, som er med i regeringen, kalder man regeringspartier. De partier, som støtter regeringen, men som ikke er i regeringen, kalder man støttepartier. Resten af partierne kalder man for oppositionen.
Mere om folketingsvalg
- •
Folketinget har 179 medlemmer. 175 af medlemmerne bliver valgt i Danmark, mens 2 vælges i Grønland og 2 vælges på Færøerne.
- •
Hvis en regering mister sit flertal, skal den gå af. At miste sit flertal betyder, at der ikke længere er mindst 90 mandater, som støtter regeringen. Dette kaldes også for negativ parlamentarisme.
- •
I Danmark skal partierne have mindst 2 procent af stemmerne for at kunne komme i Folketinget.
- •
Hvis man vil stifte et nyt parti, som skal stille op til Folketinget, skal man indsamle cirka 20.000 underskrifter. Dette kaldes for vælger-erklæringer.
- •
Hvis et parti mister sine mandater i Folketinget efter et valg, skal det igen indsamle vælger-erklæringer for at kunne stille op til næste folketingsvalg.
Kilder: ft.dk.
