Den 5. juni skal der være folketingsvalg, og der er 13 partier, som stiller op. Partierne har meget forskellige holdninger til, hvad de ønsker for Danmark.
Derfor har vi spurgt alle partierne om deres tre vigtigste mærkesager.
Vi har også spurgt, hvad partiet ville gøre, hvis det får mindst 90 mandater efter valget. Et parti kan nemlig selv bestemme lovene med 90 mandater.
Herunder kan du se de 13 partiers tre mærkesager, og hvad de ville gøre med 90 mandater.
Partinavn: Socialdemokratiet Partibogstav: A Stiftet: 1871 Antal mandater i Folketinget: 46
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Socialdemokratiet vil stoppe besparelserne på velfærd og uddannelse. Der skal være god velfærd, tryghed og adgang til uddannelse i alle dele af Danmark.
- •
Vi vil gøre Danmark grønnere. Derfor skal Danmark have en ny klimalov, og vi skal gøre meget mere mod plastik-forurening og sprøjtemidler i drikkevandet.
- •
Vi vil indføre en ny ret til tidlig folkepension til de personer, som er mest nedslidte og har arbejdet i flest år. Alle fortjener gode år på pension med tid til børn, børnebørn og fritidsinteresser.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville fjerne omprioriterings-bidraget på uddannelse. Det er nemlig uddannelse, vi skal leve af i fremtiden. Derfor er det uansvarligt at blive ved med at skære ned.
- •
Vi ville indføre en ny ret til tidlig folkepension for nedslidte. Fordi de mest nedslidte fortjener en værdig alderdom.
- •
Vi ville vedtage en ny klimalov. Fordi vi bliver nødt til at sætte tempoet op for den grønne omstilling.
Partinavn: Radikale Venstre Partibogstav: B Stiftet: 1905 Antal mandater i Folketinget: 8
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi ønsker en ny retning for Danmark, som er uafhængig af Dansk Folkepartis politik. Vi vil have mindre symbol-politik som eksempelvis grænsekontrol og burkaforbud. Vi vil i stedet have rigtige løsninger på virkelige problemer.
- •
Vi ønsker et Danmark, hvor vi fortsætter integrationen. Derfor vil vi gøre op med regeringens paradigmeskifte. Vi vil i stedet blande skoler og vuggestuer, så vi møder hinanden på kryds og tværs fra start. Og vi vil forhindre, at børn af flygtninge vokser op i fattigdom.
- •
Vi vil gøre landbruget klimavenligt og skabe mere fri natur. Vi vil beskytte vores drikkevand. Vi ønsker én million elbiler i Danmark i 2030. Og flere bygninger skal være grønne.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville investere én milliard kroner ekstra i folkeskolen hvert år og ansætte flere pædagoger.
- •
Vi ville afskaffe fattigdoms-ydelserne, så børn af flygtninge vokser op i tryghed.
- •
Vi ville omdanne hver tredje mark til natur eller skånsomt brug og gøre landbruget klimavenligt.
Partinavn: Det Konservative Folkeparti Partibogstav: C Stiftet: 1916 (Udsprang af partiet Højre, 1848) Antal mandater i Folketinget: 6
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi ønsker en stram og fornuftig udlændingepolitik, hvor flere kommer i arbejde og lærer dansk. Vi har fået strammet op. Det betyder, at flere udlændinge i dag bliver hjulpet i nærområderne, og færre kommer til Danmark. Nu skal vi stille tydeligere krav til dem, der allerede er her.
- •
Vi ønsker at ansætte flere læger og sygeplejersker. Der skal være bedre tid til omsorg på danske hospitaler. Alle skal også have deres egen læge, så de har kortere vej til behandling.
- •
Vi vil lette skatten, så der kommer vækst i samfundet, og det bliver billigere at være en familie. Bilerne er meget dyrere end i Sverige, og skatterne er for høje i Danmark. Nogle danskere betaler en samlet skat på hele 67,3 procent. Det er for meget.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville sørge for, at flere udlændinge kommer i arbejde og lærer dansk. Vi sparer nemlig en masse penge, når vi flytter folk fra at være på bistand til at være i arbejde. De penge kan man bruge på sundhed og skattelettelser.
- •
Vi ville give sygehusene og lægerne et løft. Der skal være kortere vej til behandling for patienterne. Og sygeplejerskerne skal have flere kollegaer.
- •
Vi ville sætte skatten ned på både arbejde, biler, arv og boliger. På den måde vil danskerne få mere plads i budgettet.
Partinavn: Nye Borgerlige Partibogstav: D Stiftet: 2015 Antal mandater i Folketinget: 0
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi vil indføre et asylstop. Flygtninge skal udelukkende hjælpes i nærområderne. Vi kan hjælpe mange flere og bedre i nærområderne for de samme penge, og så slipper flygtningene også for den livsfarlige rejse over Middelhavet, hvor mange drukner undervejs.
- •
Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom. Man må kunne forvente, at udlændinge overholder loven, når vi byder dem indenfor. Vil de ikke det, kan de ikke være her.
- •
Alle udlændinge skal forsørge sig selv. Retten til offentlig forsørgelse skal kun være for danske statsborgere. Udlændinge er velkomne til at søge arbejde i Danmark, men så skal de tegne en forsikring mod arbejdsløshed. De vil kunne trække forsikringens pris fra i skat.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville løse udlændingepolitikken fra bunden. Det skal være slut med lappeløsninger. Regeringen har gennemført 100 stramninger, men udviklingen er ikke vendt. Der kommer stadigvæk flere personer til, som ikke deler eller direkte modarbejder vores værdier. Den grove kriminalitet stiger på grund af uintegrerede indvandrere, og hvert år koster det Danmark over 30 milliarder kroner. Det er på tide at løse problemet.
- •
Vi ville nedlægge jobcentrene. De koster 4 milliarder kroner om året blot i administration, men de skaffer kun ganske få personer i arbejde. Derimod bliver syge og svage kostet rundt i systemet i årevis uden at få en afklaring. De syge og svage skal i stedet bevilges førtidspension af dygtige læger i et uafhængigt råd, ikke af kommunale sagsbehandlere.
- •
Vi ville melde Danmark ud af EU. EU har fået alt for meget magt over danskerne. Vi tror ikke på, at EU kan reformeres indefra. Frihandel er godt, men det skal foregå mellem selvstændige lande. Den politiske union i EU bestemmer alt for meget.
Partinavn: Klaus Riskær Pedersen Partibogstav: E Stiftet: 2018 Antal mandater i Folketinget: 0
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Det danske skattesystem skal laves helt om. Befolkningen betaler i dag 8 ud af 10 skattekroner, mens virksomheder og banker betaler 2 ud af 10 skattekroner. Den skævhed vil vi lave om på. Skattesystemet skal også bruge moderne teknologi, så man beskatter, hvad der kan ses, måles og vejes. Så kan man ikke planlægge sig ud af at betale sin skat.
- •
Vi ønsker, at Danmark skal gøre meget mere for klimaet, uanset hvad andre lande gør. Derfor ønsker vi blandt andet, at landbruget skal være mere bæredygtigt. Man skal også kunne lade sin elbil op på alle benzinstationer, og Danmark skal være selvforsynende med biobrændsel.
- •
Vi ønsker, at bankerne i Danmark bliver delt op i mindre dele. Så er der nemlig en mindre risiko for samfundet, hvis bankerne går konkurs. Bankerne skal blandt andet ikke eje realkreditinstitutter, og bidragssatserne må ikke kunne blive ved med at stige.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville omlægge 341 milliarder kroner af landbrugets gæld til bankerne til ’klima-obligationer’ med lav rente og afdragsfrihed. Samtidig skal landbruget binde sig til at overholde en række klimamål og C02-neutral produktion.
- •
Medarbejdere på offentlige institutioner som eksempelvis hospitaler, skoler og børnehaver skal have mere selvansvar. Lederne skal være tættere på medarbejderne, og det vil forbedre arbejdsmiljøet og hæve produktiviteten. Offentlige arbejdspladser skal igen være attraktive og levere god velfærd til borgerne.
- •
Afviste asylansøgere, som ikke kan sendes hjem, skal ikke længere bo i lejre. De skal i stedet bo i de mange tomme huse, som står rundt om i Danmark. De skal bo 2-3 familier sammen, og de får et tilskud til at sætte deres hus i stand. De kan købe byggematerialer i lokale byggemarkeder, og de kan få hjælp af lokale håndværkere.
Partinavn: Socialistisk Folkeparti Partibogstav: F Stiftet: 1959 Antal mandater i Folketinget: 7
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi vil styrke den nære velfærd. Derfor vil vi ansatte mange flere offentligt ansatte på sygehuse, i daginstitutioner, børnehaver og på uddannelses-institutioner.
- •
Vi vil bekæmpe børne-fattigdom og ulighed. Derfor vil vi fjerne kontanthjælps-loftet, så vi kan bekæmpe børne-fattigdom. Børnene på Sjælsmark skal også have bedre forhold.
- •
Vi skal have en ambitiøs klimalov, som gør Danmark til verdens grønneste land. Vi vil udfase benzin-biler og diesel-biler inden 2030, og landbruget skal også gøre mere for klimaet. Samtidig skal vi have mere vedvarende energi.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville lave minimums-normeringer i daginstitutionerne. Vi ønsker nemlig, at der skal være flere voksne til at passe på vores børn. Derfor må der højst være tre børn per voksen i vuggestuerne, og højst seks børn per voksen i børnehaverne.
- •
Vi ville lave en bedre pension til nedslidte personer. Hvis man er nedslidt, skal man have meget bedre muligheder for at trække sig tilbage.
- •
Vi ville lave en ambitiøs og bindende klimalov. Det er vores hovedkrav til en ny regering. Klimaloven skal sætte ambitiøse delmål, som hvert år gør Danmark grønnere og sikrer os, at vi er forrest i den grønne omstilling.
Partinavn: Liberal Alliance Partibogstav: I Stiftet: 2008 (Udsprang af partiet Ny Alliance, 2007) Antal mandater i Folketinget: 13
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi vil sænke skatten og have mere vækst i økonomien.
- •
Vi vil have mindre bureaukrati.
- •
Vi vil skabe mere frihed i Danmark.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville sænke skatten på arbejde, så danskerne kan beholde flere af deres egne penge. Pengene har det nemlig bedst i borgernes lommer, og den høje skat begrænser danskernes frihed. Derfor skal borgere i job ikke betale skat af de første 7000 kroner. Det er kun rimeligt, at man kan forsørge sig selv, før man skal forsørge staten.
- •
Vi ville sikre, at Danmark også i fremtiden har høj vækst og velstand. Derfor ville vi sænke selskabsskatten og skatten på arbejde, afskaffe topskatten, reformere arbejdsmarkedet og gøre den offentlige sektor mere effektiv. Vi ville også afskaffe efterlønnen i 2025 og kræve, at den offentlige sektor bliver en procent mere produktiv hvert år de næste 10 år.
- •
Vi ville give mere frihed til borgerne. Man skal kunne bestemme mere over sit eget liv og træffe frie valg. Derfor skal man blandt andet selv kunne vælge sin skole, sit sygehus og sit plejehjem
Partinavn: Kristendemokraterne Partibogstav: K Stiftet: 1970 Antal mandater i Folketinget: 0
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi er på børnene og familiernes side. Kristendemokraterne mener, at alle børn har krav på en god barndom med tid til nærvær og omsorg i familien.
- •
Vi mener og kæmper for, at alle mennesker har frihed til trosfrihed, tankefrihed og ytringsfrihed. Og at demokratiske principper om lighed og frihed gælder for alle mennesker.
- •
Kristendemokraterne er et borgerligt, socialt ansvarligt parti. Vi taler de udsatte og sårbare borgere og flygtningenes sag.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi arbejder for, at ingen børn vokser op i fattigdom. Derfor ville vi fjerne kontanthjælps-loftet samt sikre, at tilskud til børnepasning følger børnene. Så kan alle forældre passe børn i eget hjem, hvis de ønsker det.
- •
Danmark skulle overholde konventionerne og modtage flygtninge. Og vi ville sikre, at flygtningene i Danmark får en god og tryg tilværelse og give dem mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med andre borgere.
- •
Vi ville sætte folkepensionsalderen til 65 år. Man skal kunne trække sig tilbage delvist og fleksibelt efter aftale med sin arbejdsgiver.
Partinavn: Dansk Folkeparti Partibogstav: O Stiftet: 1995 Antal mandater i Folketinget: 37
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi vil fortsætte og udbygge den omlægning af flygtningepolitikken, vi har lagt grunden til med det såkaldte paradigmeskift. Vi vil sikre, at langt flere flygtninge og migranter vender hjem og er med til at genopbygge deres hjemland, så snart der er fred. Det er ikke meningen, at de skal blive her permanent.
- •
Vi mener, at det er helt afgørende, at vi har et Danmark i balance. Det er vigtigt, at der er ordentlig velfærd i hele Danmark, at udligningssystemet bliver mere fair, og at eksempelvis uddannelsespladser er placeret rundt i hele Danmark.
- •
Vi vil højne velfærden i Danmark, så vi fortsat er et af verdens bedste velfærdssamfund. Vi skal sikre, at behandlingen er i verdensklasse på sygehusene, og de ansatte skal have gode vilkår. Og i ældreplejen skal de ældre behandles værdigt.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville med det samme gøre grænsekontrollen permanent! Det er meget vigtigt, at vi er herre i eget hus og selv får lov til at bestemme, hvem der kommer ind i vores land.
- •
Vi ville sikre, at udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark, med det samme sendes hjem.
- •
Vi ville indføre et asylstop i Danmark.
Partinavn: Stram Kurs Partibogstav: P Stiftet: 2017 Antal mandater i Folketinget: 0
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi ønsker at hjemsende ikke-værdsatte fremmede.
- •
Vi ønsker at forbyde islam.
- •
Vi vil arbejde for, at danske værdier og danske værdier skal opblomstre.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville sende mange mennesker ud af Danmark og hjem til deres hjemlande.
- •
Vi ville forbyde islam.
- •
Vi ville fremme dansk kultur, og vi ville arbejde for højere fødselsrater.
Partinavn: Venstre Partibogstav: V Stiftet: 1910 (Stiftet som 'Det Forenede Venstre' i 1870) Antal mandater i Folketinget: 34
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Venstres udlændingepolitik sikrer, at der ikke kommer for mange asylansøgere til Danmark. Derfor kan vi nu sikre en god integration, hvor flygtninge forsørger sig selv, indtil de kan vende sikkert hjem igen.
- •
Vi vil blive ved med at styrke velfærden, så der er flere varme hænder til at tage sig af de syge og de ældre samt flere penge til at hjælpe sårbare familier, så flere børn kan få en god start på livet. Sundhedsvæsenet skal være stærkt og nært med lige adgang for alle borgere.
- •
Venstre vil passe på vores miljø og klima. Vi skal gøre noget nu, hvis vi skal stoppe klimaforandringerne. Derfor vil vi sætte fart på den grønne omstilling. og skabe et bæredygtigt Danmark med mere urørt skov, natur og biodiversitet.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville gennemføre vores sundhedsaftale, som kun bliver til noget, hvis blå blok har flertal. Aftalen vil sikre flere akutbiler og ambulancer, flere sygeplejersker og flere praktiserende læger. Vi vil også skabe nye topmoderne sundhedshuse.
- •
Vi ville gennemføre vores infrastruktur-aftale, som kun bliver til noget, hvis blå blok har flertal. Aftalen vil skabe nye og bedre veje flere steder i landet, for alt for mange danskere holder i kø. Vi ville også investere i bedre kollektiv trafik, bedre forhold for cyklister, støj-bekæmpelse og en grøn omstilling af transporten.
- •
Vi ville videreføre en fast og fair udlændingepolitik. Det betyder, at der er styr på, hvor mange asylansøgere der kommer til Danmark. Og flere udlændinge tager en uddannelse eller kommer i arbejde og bidrager dermed til fællesskabet.
Partinavn: Enhedslisten Partibogstav: Ø Stiftet: 1989 Antal mandater i Folketinget: 14
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Vi vil gøre hele vores samfund bæredygtigt i forhold til natur, miljø og klima. Det skal ske på en socialt retfærdig måde, så der stadig er plads til at forbedre forholdene for dem, der har mindst i Danmark.
- •
Vi vil ansætte flere i vores skoler og børnehaver, på sygehusene og i ældreplejen. Der er kommet flere børn og ældre, og der er kommet flere opgaver. Derfor skal der også være flere kolleger til dem, som arbejder hårdt for at skabe velfærd.
- •
Vi vil skabe mere tryghed for mennesker, som er ramt af sygdom, ledighed eller nedslidning på arbejdet. Alle kan blive syge, komme ud for uheld eller blive fyret. Hvis det sker, skal man sikres en indkomst, værdige forhold, og man skal ikke blive kostet rundt i systemet.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville indføre en afgift på CO2 på transport og i landbruget, der ikke rammer socialt skævt. Afgiften skal gøre det dyrere at købe produkter, som belaster klimaet.
- •
Vi ville fjerne de særligt lave ydelser, som skaber fattigdom, blandt andet kontanthjælps-loftet og integrations-ydelsen. Vi ville også forbedre mulighederne for at få førtidspension.
- •
Vi ville ansætte 27.000 flere personer i velfærden for at rette op på den udhuling, der er sket. Opgaverne er nemlig blevet flere, uden at ressourcerne er fulgt med.
Partinavn: Alternativet Partibogstav: Å Stiftet: 2013 Antal mandater i Folketinget: 10
Hvad er jeres tre vigtigste mærkesager til det kommende valg?
- •
Den vigtigste mærkesag for Alternativet er den grønne omstilling. Vi vil bruge 80 milliarder kroner til grøn omstilling, fordi Danmark og verden har brug for et parti, som sætter klimaet øverst på dagsordenen.
- •
Vi vil skabe et mere retfærdigt og socialt bæredygtigt samfund. Derfor skal fattigdoms-ydelserne fjernes, og vi vil indføre kontanthjælp uden modkrav. Og vil vi sikre alle lige adgang til sundhed, velfærd og uddannelse samt investere mere i disse områder.
- •
Vi ønsker, at Danmark skal være en humanitær stormagt. Derfor vil vi genindføre og udvide FN’s kvoteordning for flygtninge. Vi vil også øge udviklings-bistanden og styrke den grønne omstilling i de fattigste lande. Vi vil blandt andet bruge 10 milliarder kroner til klimabistand til de fattigste lande.
Hvis jeres parti får 90 mandater efter næste valg, hvilke tre ting ville I så ændre med det samme?
- •
Vi ville investere 80 milliarder kroner (20 milliarder kroner om året) i grøn omstilling.
- •
Vi ville afskaffe fattigdomsydelser samt udvide FN-kvoteordningen, så Danmark igen tager imod flygtninge.
- •
Vi ville indføre principper for god regeringsførelse, som blandt andet handler om mere åbenhed om partistøtte, mere direkte demokrati og et CO2-neutralt Folketing.
Kilder: ft.dk og de enkelte partier.
