Støjbergs ministerium har fundet fem syge udlændinge

Udlændinge- og Integrationsministeriet har fundet fem syge udlændinge, som kan være sendt ud af Danmark imod reglerne.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (Venstre) skal i åbent samråd tirsdag klokken 14.30. Arkivfoto. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

I januar erkendte integrationsminister inger Støjberg, at der er begået fejl i behandlingen af syge udlændinges ansøgninger om humanitære opholdstilladelser.

Fejlen går ud på, at myndigheder ikke må sende syge udlændinge hjem, uden at undersøge om personen kan modtage behandling for sin sygdom der. Det er nemlig i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Udlændinge- og Integrationsministeriet har fundet frem til, at der kan være sket fejl i 11 sager om humanitær opholdstilladelse. I de syv af sagerne er i alt otte afviste asylansøgere sendt ud af Danmark.

Ministeriet har fundet fem syge udlændinge

Udlændinge- og Integrationsministeriet har nu ledt efter otte syge udlændinge i cirka en måned for at vurdere deres sager igen. Ministeriet har fundet fem af dem.

- Ministeriet har indtil videre opnået direkte kontakt til fem af de otte personer i fire af de konkrete sager, skriver Inger Støjberg i et svar til Folketinget.

Ministeriet har også fundet adresserne på to udlændinge, men er ikke kommet i kontakt med dem.

Inger Støjberg skal i samråd

Inger Støjberg skriver, at Udlændinge- og Integrationsministeriet stadigvæk arbejder på at finde den sidste af de otte syge udlændinge.

Inger Støjberg skriver i et andet svar, at der ikke er nogen grund til at tro, at nogle af de syge udlændinge er døde, siden de forlod Danmark.

Inger Støjberg skal i samråd om sagen tirsdag klokken 14.30.

Paposhvili-dom

  • I december 2016 afgjorde Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, at det vil stride imod Den Europæiske Menneskeretskonvention, hvis en alvorligt syg asylansøger bliver sendt hjem, uden at myndighederne tager stilling til konsekvenserne for personens helbred.

  • Det er kendt som den såkaldte Paposhvili-dom. Han var en alvorligt syg mand fra Georgien, der døde, før dommen faldt.

  • Belgien ville udvise Paposhvili, men domstolen sagde, at myndighederne burde have undersøgt, om han reelt kunne få den nødvendige behandling i sit hjemland.

  • Det er altså ikke nok, at Danmark og andre landes myndigheder undersøger, om ansøgerens behandling er tilgængelig i personens hjemland.

  • Myndighederne skal også undersøge, om personen faktisk har adgang til behandlingen. Det vil sige, om personen fysisk er i stand til at komme hen til medicin og behandling, og om personen har penge til medicin.

  • Udlændinge- og Integrationsministeriet fortsatte dog med at give afslag til syge udlændinge.

  • I januar sagde ministeriet, at det ville ændre praksis og satte derfor alle udvisninger af syge udlændinge i bero.

  • Udlændingemyndighederne var ellers flere gange blevet gjort opmærksomme på dommen fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol.