Prins Andrew er søn af Storbritanniens dronning Elizabeth. Han trækker sig nu fra sine offentlige pligter ’på ubestemt tid’.
Det sker efter et interview, hvor han forsøgte at forklare sin relation til den amerikanske rigmand Jeffrey Epstein. Jeffrey Epstein erklærede sig skyldig i rufferi i 2008, hvor en af personerne var under 18 år.
Jeffrey Epstein begik selvmord i august, mens han ventede på en retssag. Han var anklaget for menneskehandel og overgreb mod mindreårige piger.
Prins Andrew benægter tvungen sex med kvinde
Prins Andrew er blevet sat i forbindelse med et af Jeffrey Epsteins formodede ofre Virginia Roberts. Ifølge hende er hun blevet tvunget til sex med prins Andrew tre gange.
Det benægtede prins Andrew flere gange i interviewet, der blev sendt på BBC.
Første gang skulle efter sigende være, da Virginia Roberts var 17 år. Anden gang skulle være et år senere under et orgie arrangeret af Jeffrey Epstein. Sidste gang var efter sigende i endnu et orgie.
Organisationer og virksomheder tager afstand til prins Andrew
Flere selskaber og velgørenheds-organisationer har fået fjernet deres logoer fra hjemmesiden til et entreprenør-projekt, som prins Andrew står bag.
Tidligere samarbejdspartnere forsøger at tage afstand til prins Andrew, og flere virksomheder vil ikke forlænge samarbejdet med hans organisation.
Prins Andrew har udsendt en pressemeddelelse. Her siger han, at han har sympati med ofrene og er klar til at hjælpe med efterforskningen, hvis det ønskes.
