Texas efterforsker masseskyderi som terror

I weekenden blev 20 mennesker dræbt i Texas i et masseskyderi. Politiet efterforsker skyderiet som terror.

20 blev dræbt og 26 blev såret ved et masseskyderi i El Paso i Texas. (Foto: © MARIO TAMA, Scanpix)

I weekenden skete der to masseskyderier i USA. Det første masseskyderi fandt sted ved en forretning i byen El Paso i delstaten Texas. Her blev 20 mennesker dræbt.

Skyderiet efterforskes som terror. Man mener, at gerningsmanden er en 21-årig hvid amerikansk mand, og at det var en hadforbrydelse rettet mod latinamerikanere i USA.

Der er fundet et manifest på internettet, som menes at være skrevet af manden. Der bliver angiveligt talt om at stoppe ’invasionen af folk fra Mellem- og Sydamerika’.

Politiet har anholdt den formodede gerningsmand

Politiet har anholdt den formodede gerningsmand. Greg Allen er politichef i El Paso og udtalte sig i går på et pressemøde.

- Vi har et manifest, der indikerer, at gerningsmanden har forbindelse til en potentiel hadforbrydelse, sagde han.

Politiet efterforsker nu, om den formodede gerningsmand skrev teksten.

USA blev ramt af nyt masseskyderi kort efter

El Paso ligger få kilometer fra grænsen til Mexico. Der bor mere end 600.000 mennesker i El Paso, og de fleste har rødder i Latinamerika.

Kun 13 timer efter skyderiet i El Paso blev USA ramt af et nyt masseskyderi ved en bar i byen Dayton i delstaten Ohio. Ni mennesker blev dræbt og 26 såret.

Gerningsmanden er identificeret som en 24-årig mand, som selv blev dræbt af politiet. Myndighederne vil ikke udtale sig om gerningsmandens motiv lige nu.