Nicolás Maduro er præsident i det sydamerikanske land Venezuela. Han har været præsident siden 2013, og han vandt præsidentvalget i maj 2018.
Men oppositionen boykottede valget, og flere lande har ikke anerkendt resultatet. Derfor har Nationalforsamlingens leder, Juan Guaidó, udråbt sig selv til præsident.
Nu anerkender Danmark og 10 andre EU-lande, at Juan Guaidó er Venezuelas præsident. Det skriver udenrigsminister Anders Samuelsen (Liberal Alliance) på Twitter.
Maduro vil ikke udskrive præsidentvalg
Anerkendelsen kommer, efter flere EU-lande i sidste uge gav Nicolás Maduro et ultimatum. Han skulle inden for otte dage udskrive præsidentvalg.
Men Nicolás Maduro vil ikke bøje sig for et ultimatum. Det sagde han søndag i et interview på den spanske tv-kanal La Sexta.
Derfor anerkender de 11 EU-lande nu Juan Guaidó som midlertidig præsident, indtil der bliver udskrevet præsidentvalg.
Guaidó beder EU om nødhjælp
Juan Guaidó sagde søndag, at han vil bede EU om at sende nødhjælp til Venezuela. Ifølge ham er 300.000 venezuelanere i fare for at dø.
USA og Canada har tidligere anerkendt Juan Guaidó som præsident, og USA hjælper i øjeblikket med at få humanitær nødhjælp til Venezuela.
Kina, Iran, Tyrkiet og Rusland støtter Nicolas Maduro. De siger, at andre landes indblanding i striden om præsidentposten i Venezuela kan skade befolkningen.
Lande, der mandag anerkendte Juan Guaidó som præsident
- •
Tyskland
- •
Holland
- •
Spanien
- •
Frankrig
- •
Storbritannien
- •
Sverige
- •
Danmark
- •
Østrig
- •
Litauen
- •
Letland
- •
Polen.
