Der er indgået en historisk fredsaftale i Mozambique

Tirsdag blev der indgået en fredsaftale i Mozambique. Håbet er, at det giver ro inden valget i oktober.

Mozambiques præsident Filipe Nyusi (forrest til venstre) og Renamo-leder Ossufo Momade (forrest til højre) krammer hinanden efter at have skrevet under på fredsaftalen. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Mozambique er et land i det sydøstlige Afrika. Landet ligger ud til Det Indiske Ocean.

Filipe Nyusi er Mozambiques præsident, og Ossufo Momade er leder af Mozambiques største oppositionsgruppe. De to har tirsdag underskrevet en fredsaftale.

De håber begge, at den nye fredsaftale vil slutte flere års vold i landet. Samtidig håber de, at det vil skabe ro op til, at der skal være valg i landet den 15. oktober.

Fredsaftalen kommer efter flere års uro

Tirsdagens fredsaftale kommer, efter at præsidenten og oppositionslederen i sidste uge indgik en lignende aftale om militær fred.

De to aftaler sker efter flere års forhandlinger om at stoppe for flere års uroligheder i landet.

Mozambique har været plaget af spredte voldshandlinger siden 1992, hvor en 15 år lang blodig borgerkrig sluttede. Omkring en million mennesker mistede livet i borgerkrigen.

Den nye aftale blev underskrevet på Fredspladsen

Den nye fredsaftale blev underskrevet tirsdag på Fredspladsen i Mozambiques hovedstad, Maputo. Det skriver det portugisiske nyhedsbureau Lusa.

Mirko Manzoni er FN's særlige udsending i Mozambique. Han kalder tirsdag for en "i sandhed historisk dag", skriver nyhedsbureauet AFP.

Den nye aftale betyder blandt andet, at mere end 5000 Renamo-soldater skal integreres i samfundet og aflevere deres våben. Nogle Remano-officerer er blevet tilbudt lederroller i Mozambiques militær.