En skovbrand ramte lørdag den spanske ø Gran Canaria. Indtil nu er cirka 1000 personer evakueret.
Ilden udgør en trussel mod flere byer såvel som naturparken Tamadaba på den vestlige del af øen, skriver myndighederne på Twitter.
Ifølge myndighederne arbejder 200 brandmænd samt fly og helikoptere på at få branden under kontrol. Spaniens militære nød-enhed, der er specialiseret i bekæmpelse af brande, er også sendt til området.
To brandmænd er kommet til skade
Vejrinstituttet Aemet advarede søndag om stærk vind, der kunne få branden til at sprede sig.
To brandmænd har fået brandskader, og mindst ét hjem er også ramt af flammerne.
Politiet tror, at branden blev startet af en person, der brugte et loddejern. En 55-årig mand blev anholdt lørdag.
Ovenfor kan du se en video fra branden på Gran Canaria.