Israel forbyder amerikanske kongresmedlemmer at rejse ind i landet

To medlemmer af USA’s kongres har fået forbud mod at rejse til Israel. USA’s præsident, Donald Trump, støtter Israels beslutning.

Ilhan Omar og Rashida Tlaib skulle have været i Israel i weekenden for at besøge de palæstinensiske områder. (Foto: © Brendan SMIALOWSKI, Scanpix)

Ilhan Omar og Rashida Tlaib er to kvindelige medlemmer af den amerikanske kongres. De har begge palæstinensisk baggrund.

Ilhan Omar og Rashida Tlaib skulle have været i Israel i weekenden for at besøge de palæstinensiske områder. Men nu har Israel forbudt dem at komme.

Israels forbud kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, har opfordret Israel til at forbyde de to politikere at besøge Israel.

De to politikere opfordrede til boykot

De to amerikanske politikere må ikke komme ind i Israel, fordi de har støttet en boykot af Israel på grund af Israels politik over for palæstinenserne. Det har Israels indenrigsminister, Arye Deri, bestemt ifølge israelske medier.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at Israel altid er åben for kritik, men ikke over for opfordringer til boykot, som skader landet.

Trump skrev på Twitter, at det ville være 'et udtryk for stor svaghed', hvis Israel tillod de to kvindelige politikere at besøge landet.

Beslutningen bliver kritiseret fra flere sider

Hanan Ashrawi er en højtstående palæstinensisk repræsentant. Hun siger, at Israels beslutning er en fjendtlig handling mod den amerikanske befolkning.

- Dette er en farlig udvikling, som er i strid med diplomatiske normer, og det er et overgreb på det palæstinensiske folks ret til at have relationer med resten af verden, siger hun.

Nancy Pelosi er den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus og er en markant støtte af Israel. Hun siger, at Israels beslutning er dybt skuffende og under Israels værdighed.

/ritzau/Reuters