Kinesiske firmaer stopper køb af landbrugsprodukter fra USA

Kina er stoppet med at købe landbrugsprodukter af USA på grund af handelskrigen mellem de to lande.

USA og Kina ligger i øjeblikket i en såkaldt handelskrig. Kina har nu stoppet indkøb af landbrugsvarer fra USA. (Foto: © JASON LEE, Scanpix)

Kina og USA ligger i øjeblikket i en såkaldt handelskrig. En handelskrig betyder, at to eller flere lande gør det sværere at handle med hinanden for at beskytte egne virksomheder.

Kinas handelsministerium meddelte natten til tirsdag, at kinesiske firmaer er stoppet med at købe landbrugsprodukter fra USA.

Desuden vil Kina heller ikke udelukke at lægge told på amerikanske landbrugsprodukter, der er indkøbt efter 3. august.

Donald Trump vil indføre ny told op varer fra Kina

Den nye udmelding fra Kina er bare den seneste udvikling i den såkaldte handelskrig.

I sidste uge sagde USA’ præsident, Donald Trump, at han ville indføre en ny told på kinesiske varer for 300 milliarder dollars fra den 1. september.

Det skete, blandt andet fordi Donald Trump mente, at Kina ikke havde levet op til et løfte om netop at øge import af landbrugsprodukter fra USA.

Uenighederne begyndte allerede i 2017

USA og Kina begyndte at blive uenige om handel, da Donald Trump tiltrådte som præsident i 2017.

Allerede under sin valgkamp beskyldte Donald Trump Kina for at snyde USA samt at manipulere sin valuta for at stille sig selv bedre i handlen mellem de to lande.

USA har allerede lagt en told på 25 procent på udvalgte varer fra Kina til en værdi på 250 milliarder dollar.