Ni personer er dræbt i et nyt skyderi i USA

Ni personer er dræbt efter skyderi i byen Dayton i Ohio. Gerningsmanden er også død.

Ni er dræbt under skyderi i Dayton i Ohio, bekræfter politiet. Gerningsmanden er det 10. dødsoffer. (Foto: © DEREK MYERS, AFP or licensors)

Flere personer er blevet dræbt i et skyderi i Dayton i den amerikanske delstat Ohio. Ifølge det lokale politi er ni personer blevet dræbt og mindst 16 personer såret ved skyderiet.

Gerningsmanden er skudt og dræbt på stedet, bekræfter politiet på BBC.

Skyderiet er det andet større skyderi i USA på mindre end et døgn. I Texas skød og dræbte en 21-årig mand 20 personer ved et supermarked og butikscenter.

Skyderiet skete tæt ved en bar

Ifølge det lokale medie Dayton Daily News skulle skyderiet være foregået i nærheden af baren Ned Peppers, som ligger i området Oregon District i Dayton.

Baren skriver på sin Instagramprofil, at alle medarbejdere er uskadte, og 'at deres hjerte er med alle de involverede'.

Ifølge Dayton Daily News er gerningsmanden endnu ikke blevet identificeret.

Der er muligvis en gerningsmand mere

Elizabeth Long er talsperson for flere hospitaler i området.

Hun siger til onlinemediet Huffington Post, at hospitalerne har taget imod flere ofre for skyderiet.

Ifølge lokale medier leder politiet efter en mulig skytte nummer to, som kan have forladt området i en mørk Jeep.

Oregon District i Dayton er kendt for sine natklubber, barer, gallerier og butikker og ligger i det vestlige Ohio. Der bor 145.000 mennesker i byen.