Plastik forurener havene i Arktis

Der er overraskende meget flydende plastik i vandet mellem Grønland og Svalbard ifølge forskere.

Et internationalt forskerhold har opdaget, at plastik-forureningen også er kommet til havene i Arktis. (Foto: © Anders Graver)

Der bliver mere og mere forurening på grund af plastik i verdenshavene, og forskere har i flere år fundet enorme samlinger af plastik flere steder på kloden.

Nu har et internationalt forskerhold opdaget, at plastik-forureningen også er kommet til havene i Arktis. Forskerne har undersøgt Framsundet, der ligger mellem Grønland og Svalbard.

Her fandt forskerne 31 samlinger af plastik over en strækning på 5600 kilometer, skriver nyhedsbureauet dpa.

Forskere regner med at finde mere plastik

Forskningen er fra 2012 og er netop udgivet i det natur-videnskabelige magasin 'Polar Biology'. Her skriver forskerne desuden, at de desværre regner med at finde meget mere plastik.

Forskerne ved stadig ikke, hvordan det flydende skrald er kommet så langt nordpå.

Men ifølge en af forskerne bag studiet kommer skraldet muligvis fra en stor samling af plastik, der er ved at danne sig i Barentshavet nord for Norge og Rusland.

Der er fundet plastik i dyrenes maver

En mulig årsag til det arktiske skrald er ifølge forskerne, at den globale opvarmning betyder, at der er mindre is i havene.

Og når der er mindre is i havene, er det lettere for fiske- og krydstogtskibe at sejle længere mod nord.

Skraldet i havene er især en trussel mod havfugle, der finder mad i havets overflade. Der er allerede fundet plastik i maven på havfugle og grønlandshajer.

/ritzau/dpa